Blå blink

Arkivfoto: Bjarne Arildsen

Mystisk bilbrand på Lolland – så dukkede ejeren op

Da ejeren kom tilbage, ventede både politi, brandvæsen og synet af en overtændt bil.

Offentliggjort

Søndag aften klokken 21.55 modtog Lolland-Falster Brandvæsen meldingen om, at en bil brændte på Sydlolland. Da brandvæsenet kom frem til Langs Vejlevej mellem Kramnitze og Rødby, mødte synet af en overtændt bil da også brandfolkene.

Dette mente indsatsleder Patrick Nielsen virkede lidt mistænkeligt. Nogle minutter inde i brandindsatsen kom forklaringen.

Ejeren af bilen kom hen til stedet og forklarede, hvad der var sket.

– Det viser sig, at han har haft problemer med bilen og var kørt ind til siden. Så har der været en eller anden flamme eller røgudvikling. Ejeren har så skudt en pulverslukker af i den og egentlig troet, at han havde slukket det, fortæller indsatslederen.

Dette viste sig dog ikke at være tilfældet. Ejeren kørte hjem for at hente noget træktov, så han kunne bugsere den tilbage til adressen.

Tilbage på uheldsstedet igen ser han dog både brandvæsenet og politiet, ligesom han ser sin bil i en noget anden stand, end da han forlod den.

Fra brandvæsenet fik meldingen, til brandslukningsarbejdet var afsluttet, vurderer Patrick Nielsen, at der gik en times tid.


Drop media element here ...