Guldborgsund Kommunes borgmester, Simon Hansen (S), er rasende på TV 2 efter et interview i Nykøbing.
Det, der især har fået borgmesteren op i det røde felt, er et papskilt med teksten “Udkants-butik”, som TV 2 placerede på et tomt butikslokale i forbindelse med et indslag om statsministerens åbningstale.
- Jeg synes simpelthen, det er dårlig stil, siger Simon Hansen.
Han mener, at TV 2 allerede havde besluttet sin vinkel, inden holdet overhovedet kom til Falster.
Besluttet sig på forhånd
Statsministeren brugte blandt andet åbningstalen på at tale positivt om landdistrikterne og om nye muligheder for udvikling.
Derfor undrer det Simon Hansen, at TV 2 efter hans opfattelse valgte at gå til historien med det stik modsatte udgangspunkt.
- Når man kommer med den indgangsvinkel til at starte med, så har man jo også besluttet sin journalistiske vinkling på forhånd, siger han.
Han mener, at dækningen dermed blev farvet af gamle forestillinger om Lolland-Falster.
- De kommer jo ikke og laver en neutral journalistisk dækning, når de dukker op i Nykøbing Falster. De har taget en fordomsfuld tilgang fra starten.
Ændrede selv skiltet
Efter interviewet gik Simon Hansen selv på Facebook og viste sin utilfredshed.
Her ændrede han TV 2’s “Udkants-butik” til “Udviklingsbutik”.
For ham er forskellen ikke bare et spørgsmål om ord.
- Historien i dag er jo netop, at der skal skabes flere muligheder for udvikling i landdistrikterne. Det er det, regeringen taler om, siger han.
Borgmesteren afviser ikke, at Nykøbing Falster og resten af området har problemer. Han erkender, at der er tomme butikker, og der er udfordringer.
Men han mener også, at det bliver for unuanceret, når det er det første billede, resten af Danmark bliver præsenteret for.
- Problemerne er der jo. Ellers ville regeringen heller ikke være nødt til at sætte de her initiativer i gang. Men det handler om, hvordan man italesætter det.
Taler ned til os
Simon Hansen reagerer især på den måde, området bliver fremstillet på.
- Når man kommer med sådan en skiltning på en butiksfacade på et papskilt, så taler man ned til os.
Han peger på, at TV 2 lige så godt kunne have vendt kameraet den anden vej.
- Der var masser af mennesker i gågaden. Der blev pyntet op til halloween, og der var liv og aktiviteter. Der var masser af muligheder for at vise en levende by.
For Simon Hansen handler sagen derfor om mere end ét tv-indslag.
- Jeg synes ikke, vi skal finde os i at blive talt ned til.
Folketidende har forelagt kritikken for TV 2.
Seneste artikler
Stoppet med overlæs på 91 procent, men uden kørekort
Her er planerne for datacentret i Nakskov
Påvirket NFC-formand om økonomirod: Ansvaret er mit
Stikker kæp i hjulet på datacenter-planer
Anholdt på Lolland: Flere taget for menneskesmugling af prostituerede
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Bostedet Langholt lukker
Enighed om budget 2027: Sådan ser fremtiden ud for Lolland