Debat

Hvorfor skal elever og lærlinge snydes for fødevarechecken?

Offentliggjort Sidst opdateret

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Ønsker du at deltage i debatten, kan du skrive til os på nyhedsdesk@folketidende.dk.

Regeringen har sammen med SF og Enhedslisten besluttet, at cirka to millioner danskere skal kompenseres for de eksploderende fødevarepriser. Hjælpen skal gå til dem, der er hårdest ramt, lyder det.

Alligevel har man valgt at overse en hel gruppe: elever og lærlinge.

Drop media element here ...

I aftalen er der plads til personer på overførselsindkomster, lavindkomstfamilier og udeboende studerende. Men elever og lærlinge – som lever af en lav løn og ofte har et stramt budget fra månedens første dag - er åbenbart ikke trængte nok.

Ikke et fritidsjob

Det er bemærkelsesværdigt. For at være elev eller lærling er ikke et fritidsprojekt. Det er et fuldtidsarbejde med faste arbejdstider og begrænsede muligheder for at tage ekstra vagter ved siden af. Alligevel behandles elever og lærlinge politisk, som om de bare kan ”tage et studiejob” og få enderne til at mødes.

Tag en butikselev med 1år tilbage af sin uddannelse. Lønnen er cirka 15.373 kroner før skat om måneden. Ingen fødevarecheck. Ingen kompensation. Samtidig kan en dagpengemodtager få op til 26.198 kroner om måneden - og oveni 2.500 kroner skattefrit i fødevarecheck. Det er svært ikke at spørge: Hvem er det egentlig, der har mest brug for hjælp?

Når politikerne taler om ”personer i uddannelse”, mener de reelt kun SU-modtagere. Elever og lærlinge passer åbenbart ikke ind i regnearket. De er hverken rigtige studerende eller rigtige lønmodtagere - og derfor nemme at ignorere.

Reel konsekvens

Men konsekvensen er reel nok. De stigende fødevarepriser rammer også elever og lærlinge, som allerede lever med små økonomiske marginer. Når maden bliver dyrere, er der ikke noget at justere på. Der er kun mindre tilbage.

Hvis regeringen mener alvor med at hjælpe dem, der er hårdest ramt, må de stoppe med at overse elever og lærlinge. Ellers er fødevarechecken ikke målrettet de svageste - men de politisk mest bekvemme.

Elever og lærlinge bør have ret til en fødevarecheck. Alt andet er urimeligt.

Hvis regeringen mener alvor med at hjælpe dem, der er hårdest ramt, må de stoppe med at overse elever og lærlinge.