Danmarks Radio er klar med afløseren for den skandaleramte studievært Anders Bonde fra DAB radiokanalen P5000. Det bliver Emil Nyløkke Thorup, der blandt andet er kendt for sit samarbejde med komikeren Casper Christensen.
Anders Bonde sagde sin stilling hos DR op i efteråret, da det kom frem, at han på nettet havde optrådt under falsk identitet for at få et møde i stand med en kun 15-årig pige.
Sagen kom frem, da Anders Bonde blev bortført af en gruppe mænd og gennembanket. Bortførelsen skete ud for et hotel på Vesterbro i København, hvor han skulle møde den kun 15-årige pige.
Først sagde Anders Bonde, at han ikke anede noget om, hvad der lå bag. Men Ekstra Bladet afslørede, at overfaldet var sat i værk af pigens far, som kendte til mødet.
Hele episoden førte til, at Anders Bonde efter en snak med sin chef, Lars Rønnow Torp, besluttede sig for at fratræde sin stilling.
Det synes jeg er en rigtig og klog beslutning, for det som Anders har gjort, er ikke foreneligt med at være en profileret DR-vært på et program, der sender for de 15-20-årige, siger Lars Rønnow Torp til DR.
Afløseren Emil Nyløkke Thorup glæder sig til at komme i gang med det nye job, hvor han skal arbejde sammen med Mascha Vang og Anders Stjernholm.
- Jeg er jo rimelig grøn inden for det at lave radio. Men jeg glæder mig utrolig meget. Det bliver en sjov legeplads for en som mig, siger Emil Nyløkke Thorup til Ritzau.
Han har medvirket i flere tv- og radioproduktioner, men oftest bag kameraet. I tv-serien "Klovn" optrådte han i et enkelt afsnit som Casper Christensens kammertjener, og i TV 2's talkshow "Aloha" var han for alvor foran kameraerne i rollen som bartender.
- Jeg har været overrasket over, hvor sympatisk folk syntes jeg var som bartender. Det skal der nok blive lavet om på nu, siger Emil Nyløkke Thorup, der blandt andet vil bruge elementer fra sit eget liv til at underholde P5000-lytterne med fra den 5. januar, hvor han begynder på sit nye job.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie