Brug sensommeren på at frostsikre huset

Når solen står direkte på facaden i mange timer, bliver malingen brændt af. Samtidig kan kombinationen sand og blæsevejr gøre, at facaden bliver sandblæst af naturens kræfter, forklarer bygningskonstruktør Christoffer Bøie Dinesen. (Arkivfoto) Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

De mange soltimer og heftige regnskyl tærer på husets murværk, træværk, tag og malede flader. Skaderne skal helst udbedres inden efteråret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om vinteren fortsat er langt væk, er det lige nu det perfekte tidspunkt at udbedre sommerens slid og samtidig frostsikre huset.

Flere typer mure-, male- og vedligeholdsarbejde kræver nemlig, at det hverken er for koldt eller for varmt.

Og du må ikke undervurdere, hvor meget sommerens skybrud og soltimer kan tære på et hus.

- Men hvis man udbedrer skader og slitage nu, forebygger man både frostskader, og samtidig forlænger man materialernes levetid, siger Christoffer Bøie Dinesen, der er tømrer, bygningskonstruktør og indehaver af Privat Byggerådgivning.

Tjek først, om tagrenderne er revnede eller ødelagte. Og fjern skidt og nedfald fra de sandfangsbrønde, der har ledt sommerens skybrudsnedbør væk fra huset.

- Det øger risikoen for frostsprængninger og vandindtrængning, hvis vandet ikke kan ledes ordentligt væk fra huset, forklarer Christoffer Bøie Dinesen.

Kig også på, om husets tag eller facade trænger til en algebehandling. Det skal gerne gøres, mens vejret stadig er lunt.

- Begroninger og mos kan ødelægge tagsten, tagplader og murværk, for det holder på fugten og arbejder sig ind i materialerne. Og det kan igen give frostsprængninger, siger han.

Hvis du bare lader stå til, kan mosset arbejde sig så langt ind i murværk og tagsten, at det efterlader et hul, hvis det fjernes.

- Og hvis man har huller i tag og murværk, får man vand ind. Så problemet skal fanges i opløbet, siger Christoffer Bøie Dinesen.

Hvis der skal mures noget på facaden, er det også nu, forklarer Morten K. Mathiasen, der er tømrer og rådgivende bygningsingeniør i virksomheden Morten Mathiasen Aps.

- Godt murevejr ligger mellem 10 og 15 grader uden regn. Det skal ikke være for koldt med risiko for nattefrost. Og omvendt kan den nye mørtel slå revner, hvis solen brager ned, siger han.

Det samme gælder mange typer maling. Du bør aldrig male på en stegende varm sommerdag, men temperaturen skal heller ikke ned under fem grader om natten.

- Vær opmærksom på døgntemperaturen. Det må ikke være så sent på efteråret, at du risikerer nattefrost, siger Morten K. Mathiasen.

Det værste, du kan gøre, er at lade stå til.

For murværk, som søber i vand, kan give skimmelproblemer indvendigt, og isoleringen mister sin evne til at holde på varmen, hvis den står opfugtet, forklarer Christoffer Bøie Dinesen.

- Og hvis du har et malet træhus - med synlige pletter af nøgent træ - er det meget mere sårbart overfor vand og frost. Det forkorter igen levetiden markant, siger han.

/ritzau fokus/