Dansk islæt i svensk vinder af Guldpalmen i Cannes
"The Square" med danske Claes Bang i hovedrollen har vundet den fornemste pris ved filmfestivalen i Cannes.
Selv om det ikke blev en dansk film, der løb med Guldpalmen ved årets filmfestival i Cannes, kan danskerne alligevel godt tillade sig at kippe en smule med flaget.
Vinderfilmen "The Square", som er skrevet og instrueret af svenske Ruben Östlund, har nemlig danske Claes Bang i hovedrollen.
Han spiller en småforvirret direktør for et kunstmuseum, der står for at skulle arrangere en stort anlagt udstilling, men har svært ved at samle sig om opgaven.
Han hyrer et pr-firma til at skabe omtale af udstillingen, men det giver bagslag.
Blandt de øvrige medvirkende i den humoristiske film finder man Elisabeth Moss, der er kendt fra tv-serien "Mad Men". Hun spiller en journalist, der dækker udstillingen.
I en mindre rolle som Claes Bangs assistent finder man en anden dansker i form af Christopher Læssø.
Juryen, der udpegede modtageren af Guldpalmen og de øvrige betydningsfulde priser, blev i år ledet af den spanske instruktør Pedro Almodóvar.
Blandt de menige jurymedlemmer finder man blandt andet de amerikanske skuespillere Will Smith og Jessica Chastain.
Mahdi Fleifel, der er dansk-palæstinenser, var nomineret til prisen for bedste kortfilm for "A Drowning Man", som han selv har skrevet og instrueret.
Prisen gik dog i stedet til kineseren Qiu Yang for "A Gentle Night".
Blandt aftenens øvrige prismodtagere finder man Diane Kruger, der blev hædret for den bedste kvindelige hovedrolle i filmane "In The Fade".
Den bedste mandlige hovedrolle blev leveret af Joaquin Phoenix i filmen "You Were Never Really There".
Derudover fik Sofia Coppola - datter af Francis Ford Coppola - tildelt prisen som bedste instruktør for filmen "The Beguiled" med Nicole Kidman og Colin Farrell i de bærende roller.
Det er blot anden gang, at en kvinde vinder instruktørernes pris i Cannes. Den første var Yulia Solntseva i 1961
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie