Det kan du gå efter for en grønnere flyrejse

Tag så lidt bagage med ombord som muligt, for så kræver det mindre brændstof. Jo længere du flyver, jo større betydning har det, siger Martin Porsgaard, som er direktør i Nordic Initiative for Sustainable Aviation. (Modelfoto) Foto: Konstantin Yuganov/Colourbox/Free

Der er flere faktorer, du kan tjekke for at træffe det grønneste valg, når flyrejsen er uundgåelig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er ingen tvivl om, at det mest klimavenlige valg ville være at vinke helt farvel til flyrejserne.

Men hvis du ikke kan komme uden om flyturen, så er der en del, du kan se efter for at vælge det alternativ, der trods alt udleder mindst.

- Meget ofte er det en fordel at vælge en direkte rute, for der bruges mest brændstof under opstarten, siger Martin Porsgaard, som er direktør i NISA - Nordic Initiative for Sustainable Aviation.

- Så kan du måske skære udvalget ned til tre flyselskaber, som du overvejer til den pågældende rute. Og dem kan du så undersøge enkeltvist for den bedste profil og den mindste belastning, råder han.

Der kræver altså noget af dig som forbruger, for du må ind og se selskab for selskab, hvad de har af tiltag og initiativer på området.

Du kan blandt andet se efter den gennemsnitlige alder på flåden. Jo nyere fly, jo mere effektivt kan de udnytte brændstoffet.

Ifølge en ny opgørelse fra Forbrugerrådet Tænk har Norwegian, Ryanair og EasyJet en lav CO2-udledning per kilometer per passager, fordi deres flyflåder har en lav gennemsnitsalder.

Derudover er det en faktor, hvor mange passagerer flyet kan tage med om bord. Høj belægning nedsætter udledningen per passager.

- Men det er uvilkårligt nogle gennemsnitstal. Det afhænger også af, om flyet så rent faktisk fyldes op, siger Martin Porsgaard og uddyber:

- Et gammelt fly kan godt have en mindre belastning per flypassager på en bestemt rute på grund af en høj belægning i forhold til et nyt fly med lavere belægning.

Og det kan du af gode grunde ikke vide på forhånd.

Du kan også have med i dine overvejelser, om flyselskabet poster penge i at udvikle nye klimainitiativer.

Og så kan du overveje at tilkøbe bæredygtigt brændstof - enten direkte gennem nogle flyselskaber eller uafhængigt af flybilletten gennem det svenske selskab Fly Green Fund.

- Det svarer til at købe grøn strøm. Det vil sige, at du ikke nødvendigvis selv får det ud af stikkontakten, men du har betalt for anvendelsen og udviklingen af en mængde, forklarer Martin Porsgaard.

Derudover er klimakompensation også en mulighed.

Henrik Gudmundsson, som er seniorkonsulent i transport hos den grønne tænketank Concito, kalder det en nødløsning - men den bedste, vi har - fordi det ikke ændrer på den aktuelle udledning.

Men det er et plaster på såret.

- Det er vigtigt at vælge troværdige organisationer, der bliver kontrolleret og er certificerede. Det kan være Gold Stand eller Verified Carbon Standard, siger Henrik Gudmundsson.

/ritzau fokus/