Kronprinsen efter sygebesøg: Han har fået en alvorlig oplevelse

- Prins Joachim er fortsat i god bedring, men har stadig brug for ro omkring sig, skrev kongehuset til dette billede, som er det første foto af prins Joachim - her flankeret af sin storebror kronprins Frederik - efter at han i slutningen af juli blev ramt af en blodprop. Det var også første gang, de to brødre så hinanden siden jul. Foto: Kongehuset/Ritzau Scanpix

Kronprins Frederik besøgte tidligere på måneden prins Joachim, som blev ramt af en blodprop i juli.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prins Joachim blev i slutningen af juli ramt af en blodprop i hjernen forårsaget af en pludselig dissektion af en arterie.

Prinsen opholdt sig på familiens franske vinslot, Chateau de Cayx, hvorfra han blev hastet på hospitalet og efterfølgende opereret.

Efter at han blev udskrevet, har han opholdt sig på Chateau de Cayx, og det var også på familiens franske vinslot, at det første foto af ham efter blodproppen blev taget.

Her var han flankeret af sin storebror, kronprins Frederik, som nu - godt halvanden uge efter besøget - for første gang selv sætter ord på situationen.

Det skete foran den fremmødte presse - heriblandt Billed-Bladet - som var til stede, da kronprinsen fredag eftermiddag indviede Asnæsværket ved Kalundborg.

Her fortalte kronprinsen, at han selv fik overbragt beskeden, efter at prins Joachim var blevet opereret, og at alle har været rystet.

- Han har fået en alvorlig oplevelse, men han er sluppet fra det vældig godt på grund af en hurtig reaktion på selve tidspunket.

- Og så kan vi takke videnskaben for, at man ved, hvad man skal gøre for at komme sådan noget til livs, sagde kronprins Frederik til den fremmødte presse ifølge Billed-Bladet og tilføjede, at prins Joachim er lettet, men træt.

Kongehuset har tidligere oplyst, at 51-årige prins Joachim ifølge lægernes vurdering vil komme sig uden fysiske følger og andre mén.

Under indlæggelsen var prinsens hustru, prinsesse Marie, ved hans side. Sammen har parret børnene prins Henrik på 11 år og 8-årige prinsesse Athena.

Fra sit ægteskab med grevinde Alexandra har han sønnerne prins Nikolai på 20 og 18-årige prins Felix.

Gennem sin privatsekretær, Helle von Wildenrath Løvgreen, fortalte grevinde Alexandra til ugebladet Se og Hør i begyndelsen af august, at prins Joachim selv havde været i stand til at ringe til sønnerne dagen efter operationen, hvilket ifølge grevinden betød utroligt meget for dem.

- Det hele kom som et stort chok for os, da vi jo netop havde afsluttet nogle fantastisk skønne feriedage sammen på Chateau de Cayx i forbindelse med prins Felix' fødselsdag, sagde hun til Se og Hør.

- Mine sønner har heldigvis løbende været i kontakt med deres far under indlæggelsen. Vi sender i dag - som alle de andre dage - mange varme tanker til hele familien i Frankrig, understregede grevinde Alexandra via sin privatsekretær til ugebladet.