Oh Land: Jeg niver mig selv i armen hver dag
Hun pryder magasiner som Vogue, Muse og Time Out NY. Hun har optrådt i den voldsomt populære David Lettermans talkshow og varmet op for verdensstjernen Katy Perry.
Til daglig bor den danske sangerinde Nanna Øland i New York. Under kunstnernavnet Oh Land kan hun fylde koncertsale både her hjemme og i udlandet, og hun er ofte inviteret med, når der er rød løber-arrangementer i den amerikanske storby.
- Ja, det lyder jo ret glamourøst og fornemt, siger Nanna Øland til Newspaq og smiler:
- Og der er helt sikkert også nogle ting, hvor jeg tænker "Det her er fandeme for langt ude". Jeg niver mig selv i armen i hvert fald et par gange om ugen, hvor jeg tænker, "Hvordan landede jeg lige her", fortæller hun.
Men at lande dér, hvor hun er, er ikke noget, der er kommet af sig selv. For sangerinden, der mandag udkommer med sit tredje album, har knoklet for at nå dertil, hvor hun er i dag.
- Det er en lang og hård rejse at slå igennem i USA. Det er ligesom et marathon. Det er ikke noget, man bare lige sådan gør fra den ene dag til den anden, siger sangerinden, der står bag hits som "White Nights" og "Sun of a Gun".
- Jeg tror, at grunden til, at der ikke er flere danskere, der er slået igennem i USA, altså, det er i hvert fald ikke mangel på talent eller vilje eller kvalitet. Det er nok fordi man skal være så udholdende, mener hun.
- Det er hurtigere at slå igennem her hjemme, hvis man er god, men i USA kan det tage mange år, og man skal blive ved med at insistere, siger hun.
Selvom hun kunne flytte hjem til Danmark og sikkert klare sig udmærket på den danske musikscene, så er ambitionerne alligevel for høje til, at sangerinden vil lade sig slå ud. Heller ikke selvom det ind i mellem er hårdt i New York.
- Nogle gange har jeg lyst til at sige "Det var sjovt, farvel". Men der er hele tiden lige en hånd, der bliver rakt ud, der bliver hele tiden smidt nogle brødkrummer. Jeg håber bare, at jeg en dag finder pandekagehuset, siger hun.
Newspaq
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie