Seal adopterer Heidi Klums datter

For godt to måneder siden blev han far på den gammeldags facon. Og nu bliver han så far igen, men denne gang ad juraens vej.

Sangeren Seal har netop meddelt, at adoptionen af ægtefællen, modellen Heidi Klums, datter er gået igennem. Så nu kan han kalde sig far til fire.

- Det gør hende hverken mere eller mindre til min datter. Det har hun hele tiden været, fortæller Seal ifølge den tyske hjemmeside Gala.de.

Ifølge sangeren er formålet med adoptionen, at femårige Leni ikke skal føle sig udenfor i familien. Og nu kan hun få efternavnet Samuel, som Seal, Heidi og de tre øvrige børn alle har.

Heidi Klum fik Leni efter et tidligere forhold med den italienske forretningsmand og Formel 1-direktør Flavio Briatore.

Samme dag, som Heidi Klum meddelte offentligt, at hun var gravid, fortalte hun, at hun gik fra Briatore, som havde kysset med en anden kvinde.

Heidi Klum blev kærester med Seal, mens hun stadig var gravid, og i maj 2004 fødte hun så datteren Leni. I maj året efter blev Seal og Heidi gift. Og siden fik de sønnerne Henry og Johan.

Flavio Briatore har aldrig haft noget med datteren Leni og gøre, og Heidi Klum har meldt ud, at Seal er at betragte som hendes far.

I oktober i år fik parret så endnu et barn, da datteren Lou Sulola kom til verden. Allerede fem uger efter fødslen overraskede Heidi Klum alt og alle ved at gå model til undertøjsfirmaet Victorias Secrets modeshow i New York.

Og nu er Seal altså også blevet far til Heidis datter Leni - i hvert fald i juridisk forstand. Og ifølge Seal tager Lenis biologiske far sagen som en gentleman.

- Jeg har utrolig stor respekt for ham. Jeg selv havde nok ikke kunnet forholde mig så voksent til det. Jeg har kun godt at sige om, hvordan han forholder sig til os, og han er altid velkommen, hvis han ønsker at se Leni, siger Seal.

/ritzau/

Sangeren Seal har adopteret Heidi Klums datter Leni, så alle i den celebre familie nu kan få samme efternavn, og ingen skal føle sig udenfor.

Offentliggjort Sidst opdateret