Slider lynhurtig opladning på telefonens batteri?

Det er en god idé at lade telefonen op, før den løber helt tør for strøm. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Quick-charge til mobiltelefonen har vundet frem. Men hvordan passer man bedst muligt på telefonens batteri, så det ikke mister kapacitet?

Offentliggjort Sidst opdateret

Batteriet i vores mobiltelefoner er et kraftigt lille et. Men med tiden kan det begynde at holde dårligere, end da telefonen kom spritny fra fabrikken.

Den senere tid er lynhurtig quick-charge til telefonen blevet mere udbredt. Men kan det skade batteriet på sigt? Svaret er både ja og nej, siger Dorthe Ravnsbæk, som er lektor på SDU og ekspert i batterier.

- Når man aflader og oplader hurtigt, så trækker man mere strøm, og dermed tvinger man de kemiske reaktioner, der foregår i batteriet, til at skulle forløbe hurtigere, siger hun og tilføjer:

- Det kan lettere føre til sidereaktioner, som er skadelige for batteriet. Når det er sagt, så er industrien også blevet meget bedre til at lave nogle batterier, som kan tackle det.

Der har tidligere været sejlivede rygter om, at man skulle huske at bruge batteriet helt op en gang imellem, så det kunne blive resettet. Og det er sådan set også rigtigt - eller det vil sige, det var rigtigt.

For siden da er teknologien nemlig blevet ændret. Og derfor skal man i dag bruge en anden taktik for at passe bedst muligt på batteriet.

- Generelt siger man, at det er en god idé ikke at aflade batteriet helt. Så man holder det inden for en ramme fra cirka 20 procent og til omkring 90 procent opladt, fortæller Dorthe Ravnsbæk.

Det skyldes, at det er her, telefonen er skabt til at befinde sig det meste af tiden.

- Det er heller ikke godt for batteriet at bruge det på en måde, hvor man får en meget hurtig afladning. Hvis man har alt muligt tændt på en gang, så man virkelig bruger en masse strøm - det har det ikke godt af, siger batterieksperten.

En anden faktor, der kan påvirke batteriet, er ekstreme temperaturer. Kulde kan få batteriet til at gå ud, men det har ikke så store konsekvenser i det lange løb.

- Hvis batteriet bliver meget koldt, så vil kapaciteten falde drastisk, mens det er koldt, men når det så bliver varmet op igen, vil det normalt ikke have taget skade, forklarer lektoren.

Det er faktisk langt værre, hvis batteriet bliver udsat for høj varme, fortæller Dorthe Ravnsbæk.

- Vi taler ikke om, hvis det for eksempel bliver 35 grader varmt, men hvis batteriet kommer op på 60-70 grader, er det skadeligt, siger hun og tilføjer:

- Inden i batterier er der noget væske, og den høje temperatur kan nedbryde væsken eller resultere i, at den delvist fordamper.

Derfor skal man ikke lade telefonen ligge i bilen på en varm sommerdag, for der kan der let blive over 60 grader, fortæller Dorthe Ravnsbæk.

Mange har sikkert også set, hvordan et batteri kan begynde at vokse eller bule ud. Det sker, fordi det bliver slidt, og der dannes gasser inden i batteriet. Og det er noget skidt.

- Hvis det sker meget hurtigt, så kan det faktisk eksplodere. Hvis det for eksempel lige pludselig bliver meget varmt, så der kommer en kraftig gasudvikling, siger Dorthe Ravnsbæk og tilføjer:

- Men typisk sker det meget langsomt, og så er det ikke så farligt. Der kan selvfølgelig godt gå hul på batteriet, men så skal man bare lade være med at røre ved det og skille sig af med det.

/ritzau fokus/