Spørg dig til et godt førstehåndsindtryk

Det kan være svært at gøre et godt indtryk på en ny arbejdsplads eller en ny uddannelse, hvis du er meget nervøs eller genert. Erhvervscoach Jesper Bergstrøm anbefaler at smile, sove godt, holde øjenkontakt og være nærværende og interesseret, når andre taler. (Arkivfoto) Foto: Camilla Rønde/Ritzau Scanpix

Smil, hold øjenkontakt, og stil spørgsmål for at gøre et godt førstehåndsindtryk. Men vær også kritisk over for din selvopfattelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du skal begynde på et nyt arbejde eller en ny uddannelse, er førstehåndsindtrykket vigtigt.

Men det kan være svært, hvis du samtidig er meget nervøs eller genert og bange for at falde udenfor.

Et trick, som kan have en positiv dobbelteffekt, er at stille spørgsmål, forklarer erhvervscoach Jesper Bergstrøm, som også holder foredrag om kropssprog.

- Når folk er introverte, så er de bange for smalltalk, men finten med smalltalk er at stille spørgsmål, siger han og tilføjer:

- I stedet for at tale, så stiller du spørgsmålene. Så er du i kontrol med samtalen, du virker nysgerrig og engageret, og samtidig undgår du at tale meget om dig selv.

Han anbefaler at smile, give et fast håndtryk og være nærværende.

- En finte er også, at når man kan lide hinanden, så spejler mennesker automatisk hinanden. Det kan man bevidst bruge til sin egen fordel.

Helt lavpraktisk kan du forsøge at klæde dig efter stilen på arbejdspladsen. Du kan også prøve at spejle den fremtoning og adfærd, som din samtalepartner har, ved eksempelvis at smile, når vedkommende smiler.

Skab desuden ro forud for den første dag. Få en god nats søvn, stå op i god tid, og undgå at komme i sidste øjeblik, anbefaler Jesper Bergstrøm.

En del af forberedelsen foregår også oppe i hovedet, siger psykolog Lars Lundmann, som har skrevet ph.d. om personvurderinger og er indehaver af konsulentfirmaet Lundmann.

- Selv om du måske bruger meget energi på at tænke, om andre kan lide dig, så er det oftere tilfældet, at de ikke tænker på det, end de gør det.

- Alting handler ikke om dig, og det er en vigtig pointe, hvis du konstant er bange for, at andre ser negativt på dig. De fleste mennesker koncentrerer sig nemlig mere om sig selv.

Desuden minder han om, at du ikke udelukkende skal betragte dig selv som en nervøs eller genert person.

- Det er med andre ord ikke et faktum, men handler også om ens egen selvopfattelse. Det giver derfor mening at minde sig selv om, at man også kan være alt muligt andet end genert eller nervøs.

Den største hæmsko er nemlig det faste selvbillede.

- Det kan også blive til en undskyldning for, hvorfor man ikke gør noget andet. Dermed bliver det forstærket. Så spørg dig selv: "Hvad kan jeg miste ved at gøre noget andet, end jeg plejer?". Oftest er svaret "ikke noget".

/ritzau fokus/