DET SYGE SIND
Jeg syntes det er fantastisk vigtigt, at diverse nyhedsmedier massivt tager hul på debatten omkring det tabubelagte emne, det syge sind, som jeg ser det, er det ikke et problem der forsvinder af sig selv, men et problem, et samfundsproblem, som i alder højeste grad er tiltagende. Jeg syntes at det er alarmerende hvor lidt det fylder i debatten på Christiansborg, jeg vil nødigt hænges op på de eksakte tal, men mener at have læst at det koster det danske samfund 90 milliarder om året og deraf går kun 5 milliarder til en direkte behandling af de psykisk syge, skræmmende, alene det burde være nok, til at få de folkevalgte op af stolene.
Igennem et snart langt liv, har jeg været i berøring med flere diagnoser, som pårørende, både tæt på og mere perifært, så jeg har en klar fornemmelse for, hvor skoen trykker, nemlig inkompetence og manglende viden hos dem der bestemmer og lovgiver. Den økonomiske gevinst ved at gøre vores system mere fintmasket i forhold til at opfange og få stillet de korrekte diagnoser hos de syge i en tidlig alder ville gøre en kæmpe forskel, der tænker jeg bestemt ikke kun økonomisk fordele, men ikke mindst og alder vigtigst, en forbedret livskvalitet hos de syge, såvel som pårørende.
Jeg kunne komme med flere eksemler på mine påstande men vælger her i dette læserbrev, kun kort at skitsere et hændelses- forløb, en nu 19 årig pige har været igennem, og stadigt kæmper med/imod.
En lettere kaotisk barndom, og en dårlig start på livet, som også var arveligt belastet, er allerede som 12-13 årig ude i et massivt misbrug, der blev råbt om hjælp, men det blev ikke hørt. Forskellige mere eller mindre seriøse tilbud og medicineringer bliver afprøvet, men med ringe resultat og manglende opfølgning. Resultat er nu blevet en mere tydelig diagnose, som blandt andet lyder på borderline, angst og social fobi, pigen er i desperation begyndt at skære i sig selv, altså en såkaldt selvskader, har svært ved at fungere alene, at komme uden for en dør kræver rå mængder hash, i et forsøg på selv medicinering. Det virker selvfølgeligt lidt hen ad vejen, men ville svare til at man forsøgte et kurere et brækket ben med smertestillende medicin.
Nu sidder den stakkels pige i en lille lejlighed på bistandshjælp, ryger hash og får det tiltagende værre og er i alder højeste grad selvmordstruet. Hun skal nærmest tigge sin sagsbehandler om hjælp, hjælpen kom så endelig, et tilbud om at komme på multicenter syd ellers ryger bistandshjælpen, ”sådan søster du kan bare tage dig sammen”, det er vel indlysende for enhver, med bare et gran empati og intimitet at det er helt hen i skoven, som jeg ser det, presser man den stakkel selvmordstruede pige ud over kanten. Hvorfor råber hun ikke på hjælp ville mange måske sige det kan hun bare IKKE qua sin sygdom, der er såmænd andre der har råbt men nok ikke højt nok, derfor bliver råbet nu mangfoldiggjort. Sagt anderledes og en smule mere kynisk og sarkastisk, kunne jeg næsten få den opfattelse af det er det der bliver pønset på, så kommunen kan nøjes med at dække omkostningerne ved en begravelse, det er jo en overkommelig engangsudgift, som kan blive den yderste konsekvens af systemets manglende handling.
Jeg ville bestemt ikke have noget mod at blive kontaktet af andre der har samme erfaringer, med henblik på at etablerer en form for selvhjælpsgruppe, systemet er i hvert fald kommet til kort.
Jens Christensen, Tvedevej 1, 4872 Idestrup
