LO's tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenberger har ikke helt opgivet håbet om at tvinge sin tidligere arbejdsgiver LO til at betale mellem seks og otte millioner kroner i pension.
HK/Privat har netop besluttet, at fagforeningen ikke vil kæmpe videre for Tine Aurvig-Huggenberger, men måske vil hun selv søge at få sagen behandlet i Højesteret.
- Nu må jeg have en snak med min advokat om, hvad jeg gør. Det er temmelig omkostningstungt for et individ at føre sådan en sag videre, så det har jeg ikke taget stilling til endnu, siger Tine Aurvig-Huggenberger til Ritzau.
Hun lægger ikke skjul på, at hun er overrasket og skuffet over, at hendes fagforening vælger at kaste håndklædet i ringen.
- Det, synes jeg, er ærgerligt. Jeg havde selvfølgelig håbet, at de var gået videre med sagen. Som de selv skriver i deres pressemeddelelse, så er det lidt besynderligt, at vi står med to vidt forskellige afgørelser i to retsinstanser, siger Tine Aurvig-Huggenberger.
Byretten gav i første omgang i 2010 HK/Privat og Tine Aurvig-Huggenberger ret i, at hun havde ret til såkaldt tilsagnspension fra LO, men landsretten omstødte kendelsen midt i januar.
Landsrettens afgørelse har ikke fået Tine Aurvig-Huggenberger til at tvivle på, at hun har krav på de mange pensionspenge.
- Jeg har en anden opfattelse af sagen, og derfor vil jeg også drøfte med min advokat, hvad mulighederne er for at videreføre sagen, og hvad det i så fald vil koste, siger hun.
Tine Aurvig-Huggenberger understreger, at det for hende er en meget principiel sag:
- For mig har det for starten været et grundlæggende principielt spørgsmål, om man kan stole på de aftaler, man har. Jeg er opdraget med, at en aftale er en aftale.
- LO har forsøgt at fremstille mig som grådig og grisk, men det falder tilbage på dem selv, for der er stadig folk i LO, som har den samme pensionsaftale, siger Tine Aurvig-Huggenberger.
Hun forlod landsorganisationen efter at have tabt et kampvalg om formandsposten til Harald Børsting i 2007.
Hun har en frist på otte uger til at søge om at få sagen taget op i Højesteret.
/ritzau/
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro