BO-HUS-KREDITORERNE FÅR NÆPPE EN KRONE

Kurator Morten Jensen beskriver Bo-Hus som ”Titanic, der knækkede på midten”. Det lykkedes at få nogen i redningsbåden, men ikke alle.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: - Vi har kigget på Titanic, der var knækket midt over og var ved at synke med de her stakkels underleverandører, og vi har knoklet for at få så mange redningsbåde i søen som muligt.

Vi har kigget på Titanic, der var knækket midt over og var ved at synke med de her stakkels underleverandører, og vi har knoklet for at få så mange redningsbåde i søen som muligt.

Morten Jensen, kurator, WTC advokaterne

Sådan beskriver kurator Morten Jensen fra WTC advokaterne sit arbejde med Bo-Hus-konkursboet.

Og han har en dyster melding til dem, der har penge i til gode.

- Der er næppe dividende til de simple kreditorer. Der er så mange lønmodtagerkrav, at uanset hvad vi gør, er chancen for penge til kreditorerne nærmest udsigtsløs, og det har det været fra starten. Det har kun handlet om at begrænse skaden. Det, der ligger i lasten, er tabt, vurderer han.

Dem, der er kommet i redningsbådene, er først og fremmest de ansatte, der er arbejde til i det nye Bo-Hus. Men der er altså også en stribe underleverandører, der kan se frem til at tabe penge på konkursen. Hvem det mere præcist er, og hvor meget de taber, er et åbent spørgsmål.

- Vi har ikke det samlede overblik, siger han og fortæller, at man skal udarbejde et tre ugers-overblik, og at det vil komme lige efter nytår.

- Så det, vi har sagt til dem, der har penge til gode og ting stående, er, at det vender vi tilbage til.

Har du en fornemmelse af, hvor stort tabet er?

- Nej, det har jeg ikke. Hvad tabet bliver på Sundskolen, er der jo ingen, der ved. Den er der ikke nogen, der har haft lyst til at røre ved, hverken på den ene eller den anden måde, siger han og tilføjer, at der også er et andet byggeri, som ikke er blevet overdraget til det nye Bo-Hus.

Det drejer sig om projektet Roholmparken i Albertslund, hvor Bo-Hus siden april har været i gang med at bygge 52 nye lejligheder og et fællesområde. Entreprisesummen var på 67,5 millioner kroner, og byggeriet skulle være færdigt om et år - i januar 2024. Hvad der skal ske med det byggeri er uvist, og dermed kendes tabet heller ikke endnu.

Dybt ulykkelig situation

En anden ubekendt er de krav, der vil blive rejst mod konkursboet.

- Lønmodtagernes Garantifond meddeler krav, og underleverandører er ved at samle deres krav. Banken og garantiselskabet er ved at danne et overblik, men det er store tal, bemærker han.

Morten Jensen fortæller, at det ikke var givet, at det ville lykkes at redde Bo-Hus, sådan som det er sket med det nye selskab, der får virksomhedsoverdraget en god del af det gamle Bo-Hus. I fredags var der ganske vist ved at være en plan, men der manglede penge.

- Da vi stod fredag morgen, og det ikke hang sammen ... Der er ikke en bank, der kommer og siger, at den vil finansiere det hele. Men da vi melder ud til hele den her forsamling, at hvis vi skal have en løsning, skal alle bidrage og komme til fadet nu, kunne det sagtens være faldet til jorden. Så vi er glade for, at det trods alt lykkedes at få det op at stå - selvom det stadig er en dybt ulykkelig situation for mange, der sætter penge til. Der sidder nogen i redningsbåden, og samtidig, hvis du kigger ned i skibet, er der nogen, der sætter rigtig mange penge til, siger han.

Viljen og pengene

Investorerne skulle både rejse penge til at købe udstyr, biler og så videre, og til at betale lønninger bagudrettet.

Lønmodtagernes Garantifond dækker nemlig kun udgiften til den løn, medarbejderne havde til gode på konkursdagen, 9. december. Her blev de ”sendt i kantinen” og bedt om at vente, og den løn, de har tjent siden da, betaler det nye Bo-Hus.

Og da det kom til stykket, var der kun konstellationen bag det nye Bo-Hus - Jan Sørensen, Per Jørgensen og Morten Andreasen - der havde viljen og pengene.

- Det var den køber, vi kunne få til at stille op - der var ingen andre, der kunne løfte det, fastslår Morten Jensen.