Carlsberg vil købe britisk læskedrikproducent
Carlsberg er mest kendt for at producere øl, men selskabet har en strategi om at udvide sin produktportefølje til andre, ikke-alkoholiske drikke. (Arkivfoto). Foto: Andrew Kelly/Reuters
Bryggerikoncernen Carlsberg har fået godkendt et bud på britiske Britvic. Prisen er aftalt til 29 milliarder.
Carlsberg har fået godkendt et bud på den britiske læskedrikproducent Britvic, som ud over egne mærker også tapper produkter fra amerikanske Pepsico på licens til det britiske marked.
Den danske bryggerikoncern meddeler mandag morgen, at man har fået godkendt et bud på Britvic på 3,3 milliarder britiske pund, svarende til 29 milliarder danske kroner.
Britvics bestyrelse anbefaler sine aktionærer at sige ja til tilbuddet.
Carlsberg har en strategi om at udvide sin produktportefølje med andre produkter end det øl, som selskabet traditionelt har været kendt for at brygge.
Britvic producerer blandt andet juice af mærket Robinsons og læskedrikken Tango.
Derudover har selskabet indgået en 20-årig aftale om at tappe blandt andet Pepsi og 7-Up. En aftale, som fortsætter, hvis Carlsberg-handlen gennemføres.
Carlsbergs bud svarer til en pris per Britvic-aktie på 13,15 pund. Selskabet har tidligere fået afvist et bud på Britvic på henholdsvis 12 og 12,50 pund pr. aktie.
Som et led i finansieringen af købet har Carlsberg meddelt mandag, at selskabets igangværende aktiekøbsprogram stopper med omgående virkning.
Handlen vil efter planen blive gennemført i første kvartal 2025.
Hvis det sker, vil Carlsberg slå sin eksisterende britiske forretning og Britvic sammen i ét selskab.
Det er forventningen, at sammenlægningen vil kunne føre til synergigevinster på omkring 100 millioner pund hen over de første fem år.
Carlsberg har mandag foruden købstilbuddet på Britvic styrket sin position på det britiske marked ved at købe partneren Marston's ud af det fælles selskab Carlsberg Marston's.
Carlsberg har i den forbindelse betalt 206 millioner pund til Marston's for at blive eneejer.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie