Coronakrise koster millionunderskud
Direktør Mia Frederiksen, Troels Jørgensen A/S, beskriver resultatet i regnskabet for 2020 for særdeles utilfredsstillende. Hun forventer dog et positivt resultat for 2021 på cirka to millioner kroner. Foto: Jan Knudsen/Arkiv
Jan Knudsen/Arkiv
Entreprenør kom ud af 2020 med underskud på 5,5 millioner kroner.
Kettinge-entreprenøren Troels Jørgensen A/S har offentliggjort virksomhedens regnskab for 2020.
Et regnskab, der udviser et underskud på 5,5 millioner kroner.
Det sker efter et par år, hvor Troels Jørgensen A/S, der beskæftiger tæt på 100 medarbejdere, har haft sorte tal på bundlinjen med henholdsvis cirka en million kroner i 2019 og 2,1 millioner kroner i 2018.
Ifølge direktør Mia Frederiksen skyldes millionunderskuddet i 2020 i høj grad manglende omsætning og øgede udgifter i månederne marts, april og maj.
- I begyndelsen af 2020 havde vi i særlig grad tre sager, der blev påvirket af Covid-19 nedlukningen. På grund af nedlukningen gjorde det beslutningsprocesserne længere, samtidig med at arbejdet på byggepladserne blev besværliggjort og fordyret af restriktioner, afstandskrav og deraf følgende usikkerhed, fortæller Mia Frederiksen, der også peger på større krav til dokumentation, som en delårsag til underskuddet.
Hun oplyser, at virksomheden i andet halvår af 2020 levede op til budgettet.
- Derfor kan store dele af underskuddet henføres til de usikre måneder omkring den første nedlukning, men det ændrer ikke ved, at 2020-resultatet er særdeles utilfredsstillende, siger direktøren.
De tre sager er ifølge Mia Frederiksen afsluttet og vil derfor ikke påvirke resultatet for indeværende år, hvor hun forventer - trods vanskelige markedsvilkår - et overskud på cirka to millioner kroner før skat.
- Foreløbig er den indgåede ordrebeholdning af entrepriseopgaver for 2021 tilfredsstillende, og vi vurderer fortsat udviklingsmuligheder i forbindelse med de kommende års anlægsaktiviteter i Region Sjælland, siger hun.
Mia Frederiksen oplyser i øvrigt, at Troels Jørgensen A/S har fået styrket virksomhedens økonomiske fundament og kapitalgrundlag i 2021.
Selskabet har fra Vækstfonden fået tilført fire millioner kroner i ansvarligt lån, der er en mellemting mellem fremmedkapital og egenkapital, samt yderligere anden finansiering på 2,6 millioner kroner.
Derudover har virksomhedens bankforbindelse, Lollands Bank, givet tilsagn om, at Troels Jørgensen A/S har den nødvendige likviditet til rådighed.
- Lollands Bank og Vækstfonden har været meget konstruktive. Det har stor betydning virksomheden i forhold til samarbejde med leverandører og leasingselskaber, lyder det fra Mia Frederiksen.
I Vækstfonden glæder det erhvervskundedirektør, Jonas Kristiansen, at kunne understøtte Troels Jørgensen A/S.
- I Vækstfonden kan vi yde ansvarlige lån via vores genstartsfond. Disse lån skal være med til at sikre, at virksomheder, der er ramt af coronakrisen, fortsat kan holde hjulene i gang og udvikle sig. I Vækstfonden vil vi være med til at skabe vækst og arbejdspladser, og derfor er jeg også glad for, at vi har kunnet understøtte Troels Jørgensen A/S med et ansvarligt lån. Virksomheden er en stærk og vigtig spiller i lokalområdet, og vi tror på, at de fortsat kan skabe værdi og jobs til glæde for hele regionen, siger Jonas Kristiansen.
Seneste artikler
Tre NFH-spillere udtaget til landsholdet
- Som at tisse i bukserne: Har fundet 184 millioner kroner i næste års budget
De kom, så - og skred igen
Fortsætter eftersøgningen efter Maibritt
NFH stryger direkte til tops: Storsejr med kedelig bismag
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt