Vi er gået fra at være verdens lykkeligste folk til at være en nation af meget bekymrede. Faktisk er danskerne mere bekymrede for fremtiden nu, end vi har været i flere år.
Og det er foruroligende, mener forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen, Nordea.
- Danskerne er meget mere bekymrede, end jeg havde regnet med. Men man skal også forstå, at det betyder, at man er bange for, at udviklingen går den gale vej, siger hun.
- Det går ikke frem, men tilbage i økonomien, ledigheden stiger, det bliver dyrere at være dansker, og det bliver dyrere at fylde indkøbsvognen op.
I undersøgelsen af danskernes syn på fremtiden, som Synovate har lavet for Nordea, fylder fødevarepriserne meget i danskernes bevidsthed.
Den bekymring kommer ind på en tredjeplads - kun overgået af bekymringen om udsigterne for verdensøkonomien og for Danmarks økonomi.
- Det kommer bag på mig. Bekymringen er mere end fordoblet i forhold til sidste år og har aldrig ligget så højt. Og det overrasker mig, siger Ann Lehmann Erichsen.
Hun understreger, at man skal huske på, at hver femte krone, vi hælder ned i indkøbskurven, ikke bruges til det daglige brød.
- Den bruger vi til kager, øl, cigaretter, slik og alle de her ting, som ikke har noget med vores ernæring at gøre. Vi kan prioritere at komme lidt mindre usundt ned i indkøbskurven og stadigvæk få det, vi er vant til, siger hun.
Normalt plejer danskerne at være de mest ubekymrede i hele Norden. Men denne her gang tager vi prisen som de mest bekymrede, og det overrasker forbrugerøkonomen:
- Men det må jo være fordi, vi er virkelig bekymret for, at det går den gale vej. Og det gjorde det jo allerede i 2011, hvor reallønnen skrumpede. Så det er nok en af grundene til, at vi ser så sort på fremtiden, siger Ann Lehmann Erichsen.
Synovate har spurgt over 1000 danskere om deres syn på fremtiden.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie