Konkurrencemyndighederne anmelder seks store ejendomsmæglerkæder til bagmandspolitiet. Det drejer sig om EDC, HOME, DanBolig, Estate, Nybolig og Realmæglerne.
Konkurrencerådet fastslår i en afgørelse, at de seks ejendomsmæglere ulovligt har boykottet boligsiden boliga.dk.
Boykotten, som ifølge Konkurrencerådet har stået på siden 2009, går ud på, at mæglerne fra de seks store kæder nægter at stille annoncebilleder af boliger til rådighed for Boliga.dk. Det sker for at favorisere mæglerbranchens egen portal, Boligsiden.
- Aftalen om boykot af boliga.dk er en alvorlig overtrædelse af konkurrencelovgivningen, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing.
Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) er lodret uenig med Konkurrencerådet.
- Vi er stærkt overraskede over, at Konkurrencerådet er nået frem til den konklusion, at vi skulle have overtrådt konkurrenceloven. Det er vi helt uenige i, siger formanden for DE, Steen Winther-Petersen, i en pressemeddelelse.
- Det har hele tiden stået DE's medlemmer frit for, hvor og hvordan de vil annoncere. Og sådan vil det naturligvis også være fremover. Det hverken kan eller vil vi blande os i, siger han.
DE vil nu nærlæse Konkurrencerådets afgørelse og overveje, om foreningen vil anke afgørelsen til Konkurrenceankenævnet.
Tim Jensen, der er direktør for Boliga.dk, er glad for Konkurrencerådets afgørelse.
- For det første er det dybt kritisabelt at bryde loven og danne kartel for at vinde over en konkurrent. For det andet svigter de store kæder og Dansk Ejendomsmæglerforening deres kunder ved ikke at markedsføre deres boliger optimalt, siger han.
Tim Jensen opfordrer boligsælgere til selv at kontakte Boliga, hvis de oplever, at en ejendomsmægler fortsat ikke vil vise billeder af deres boliger på Boliga.dk.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie