Fem år tilbage var der forsvindende få: Nu kører hver tiende bil på el

Der er kommet langt flere elbiler på vejene de seneste år, og ifølge DI Bilbranchen følger ladestanderne med. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Hver tiende bil i Danmark er en elbil, viser tal. Udvikling ventes at fortsætte, men politikere bør ifølge branchen se på afgifterne fra 2026 for at få fart på.

Offentliggjort Sidst opdateret

For fem år siden blev der stort set ikke solgt en elbil.

Men siden er det gået stærkt, og nu er hver tiende bil, der holder i de danske garager, en elbil.

Det viser en opgørelse fra brancheorganisation DI Bilbranchen.

- Udviklingen er lige pludselig eksploderet, siger direktør Thomas Møller Sørensen og peger på to årsager til udviklingen.

For det første har forbrugerne de seneste år fået flere elbiler at vælge imellem. Ikke mindst på grund af et politisk pres.

Eksempelvis er der i EU indført regler om, at der i 2035 ikke skal sælges nye benzin- og dieseldrevne biler.

- Og så har vi været gode til at stimulere efterspørgslen ved at favorisere elbiler i afgiftssystem, siger han.

Transport er en af de sektorer med en stor udledning af drivhusgasser, som ender i atmosfæren og fører til klimaforandringerne.

I 2022 udgjorde det cirka 30 procent af de danske drivhusgasudledninger, som dog ikke inkluderer udledning fra vores flyrejser til udlandet.

Udledningen fra transport ventes i 2030 at være vokset til en tredjedel af vores udledninger.

Ikke fordi udledningen ikke ventes at falde, som der kommer flere elbiler, men fordi det falder mere i andre brancher.

Ifølge Jeppe Juhl, transportpolitisk chef i Rådet for Grøn Omstilling, er transport en meget stor klimamæssig udfordring.

Han forventer, at der på et tidspunkt vil indtræffe et tippepunkt.

En term, som bruges i klimavidenskaben om en proces, der passerer en grænse og ikke kan gå tilbage - ofte med negativt fortegn.

Bestanden af personbiler ventes at vokse de kommende år og runde tre millioner i 2029. En million af dem ventes at være el- og plug in hybrid-biler. (Arkivfoto). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

For eksempel et kollaps af iskapperne i Grønland, som vil give en alvorlig kædereaktion med stigende verdenshave og oversvømmelser.

Men her er der tale om et positivt et af slagsen.

- Når der lige pludselig ikke er super mange på Sjælland, der har et oliefyr, så bliver det meget dyrt at køre olien ud til dem.

- Det kommer til at være lidt det samme med fossilbiler. Der kommer til at være længere mellem tankstationerne i fremtiden, siger han.

Men der er i hans optik brug for et stop for nysalg af fossile biler. For hver solgt bil har en indbygget fremtidig klimabelastning.

- De her biler holder 12-15 år, alt efter hvor vi er i Europa, og det vil sige, at den fossilbil, der bliver solgt i 2025, kører indtil 2040.

I Danmark besluttede et flertal i 2020 en mere lempelig indfasning af registreringsafgiften på elbiler.

Er man i tvivl om betydning af afgifterne, kan man ifølge Thomas Møller Sørensen fra DI Bilbranchen se på vores nabolande.

Her har man ændret på dem, hvilket ifølge direktøren har sat sig i salget.

Derfor skal den politiske aftale fra 2020, som sikrer de lave danske afgifter på elbiler, også snart genbesøges, mener han.

- Især fra 2026 vil langt de fleste af de elbiler, vi sælger, blive mærkbart dyrere.

- Der opfordrer vi til, at man i god tid tager beslutning om at aflyse den og fastholder den lave afgift - i første omgang til 2030, siger han.

Det skal finansieres ved et løft af den løbende ejerafgift på alle biler.

Fastfryses afgiften, kan det ifølge brancheorganisationen betyde, at der i 2030 er 1,1 millioner elbiler på vejene.

Det vil svare til cirka en tredjedel af de biler, som ifølge en fremskrivning af Klimaministeriet ventes at køre på vejene.

Ministeriet forventer, at tallet vil være 925.000.

Virkeligheden har dog tidligere vist sig at overgå forventningerne.

Da fremskrivningen kom sidste år, var det forventningen, at elbilerne ville udgøre 20 procent af bilparken i 2030.

Siden er salget fortsat op. Nu ventes det at være 30 procent.

Lige nu ventes det, at el fra 2033 er det primære drivmiddel i personbiler.

/ritzau/

Flere elbiler er godt for klimaet

* Udledningerne fra personbiler skønnes ifølge Klimaministeriet at blive reduceret med cirka en fjerdedel frem mod 2030.

* Det skyldes især, at der kommer flere elbiler på vejene, men også at benzin- og dieselbilerne er blevet mere energieffektive.

* Den samlede bestand af elbiler i 2030 forventes at være over 925.000, svarende til cirka 30 procent af den samlede bestand.

* Regnes plug in hybrid-bilerne med, ventes tallet at være cirka 1,1 million.

* Den politiske ambition er, at der skal være en million grønne biler i Danmark i 2030. Det gælder elbiler og hybridbiler.

Kilde: Klimastatus og -fremskrivning 2024, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu