Flyveleder-aftale får Københavns Lufthavne til at hæve forventninger
Uden forsinkelser forårsaget af mangel på flyveledere forventer Københavns Lufthavne flere passagerer og højere indtjening. Det oplyser selskabet i en meddelelse. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Københavns Lufthavne tror på flere passagerer og højere indtjening efter aftale mellem flyveledere og Naviair.
En aftale mellem Naviair og flyvelederne, der faldt på plads i juni, har fået selskabet bag Københavns Lufthavn til at se lysere på sommeren.
Derfor forventer Københavns Lufthavne nu, at 26 millioner passagerer vil rejse gennem selskabets lufthavne i løbet af året. Det er en million mere end tidligere forventet.
Det oplyser Københavns Lufthavne i en selskabsmeddelelse.
Og hvis passagertallet ender på 26 millioner, vil indtjeningen også følge med op.
Derfor forventer selskabet nu, at resultatet før skat ender et sted mellem 300 og 350 millioner kroner.
Tidligere lå forventningerne på 150 til 200 millioner kroner før skat.
Ud over et fortsat stigende passagertal er årsagen til opjusteringen, at aftalen mellem Naviair og flyvelederne har "reduceret de tidligere rapporterede usikkerheder vedrørende antallet af operationer".
Det skriver Københavns Lufthavne i meddelelsen.
Naviair er ejet af den danske stat og har ansvaret for at lede fly sikkert ind og ud af det danske luftrum.
Konflikten mellem Naviair og flyvelederne bundede i, at der ikke har været nok flyveledere til at dække vagterne. Det blev dækket ved, at de ansatte tog ekstravagter.
I foråret stoppede ansatte i Naviair med at tage ekstravagter. De mente, det havde fået et for stort omfang. Det nedsatte kapaciteten og medførte forsinkelser og aflysninger i Københavns Lufthavn.
Detaljerne i aftalen mellem Naviair og flyvelederne er ind til videre ikke kendt i offentligheden.
Selv om aftalen mellem flyvelederne og Naviair har fjernet en sort sky over sommeren for Københavns Lufthavn, er der stadig usikkerheder fremover.
- Det opdaterede outlook (forventninger, red.) er fortsat usikkert på grund af geopolitiske påvirkninger samt makroøkonomiske forhold så som volatile energipriser, stigende renter med videre, skriver selskabet.
- En forringelse af disse kan påvirke rejselysten og CPH's finansielle forventninger negativt, lyder det videre.
Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, har tidligere fortalt, at lufthavnen forventer at have 7,5 millioner rejsende i løbet af de tre sommermåneder.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie