For fjerde måned i streg faldt fødevarepriserne i november. Siden oktober er okse- og kalvekød eksempelvis blevet 4,3 procent billigere. (Arkivfoto).Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Stigende fødevarepriser har fået stor politisk opmærksomhed det seneste halve år. Nye tal tyder dog på, at udviklingen er ved at vende.
OffentliggjortSidst opdateret
Selv om priserne på fødevarer har taget et dyk de seneste måneder, er det stadigvæk dyrere at gå ned og handle end for et år siden. I november var fødevarepriserne 3,5 procent højere end samme måned sidste år. (Arkivfoto).Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
PrisfaldWER/Free
Stigende fødevarepriser har været et af de varmeste emner på Christiansborg de seneste måneder.
Forskellige oppositionspartier er faret i struben på statsminister Mette Frederiksen (S) og har efterlyst tiltag, der kan komme de skyhøje priser til livs.
Og her er der faktisk godt nyt. Priserne er nemlig på vej ned.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at fødevarepriserne i november faldt for fjerde måned i træk.
Her faldt priserne med 0,9 procent fra oktober til november.
Annonce
Blandt andet er prisen på okse- og kalvekød faldet med 4,3 procent, mens smør i november var 13 procent billigere end forrige måned.
De faldende priser i indkøbskurven skyldes blandt andet, at priserne på verdensmarkedet er i tilbagegang.
Det vurderer Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom og chefanalytiker hos Danske Bank.
- Tempoet er gået lidt af de meget kraftige prisstigninger, som vi så i foråret, og det er begyndt at sætte sig i Danmark. Det er rigtig positivt for danskerne, siger hun.
Samme analyse deler Tore Stramer, der er cheføkonom hos Dansk Erhverv.
- De globale prisstigninger og stigende omkostninger, der blandt andet kom efter energikrisen for et par år siden, ser ud til at aftage, siger han.
Han advarer dog imod at drage forhastede konklusioner.
- Jeg er fortrøstningsfuld. Men det er trods alt kun fire måneder, hvor priserne er faldet. Vi har set lignende udsving før, siger Tore Stramer.
Lige netop priserne på fødevarer har stor betydning for danskernes forbrugsvaner, forklarer Louise Aggerstrøm Hansen.
- Fødevarer udgør kun et sted mellem 10 og 15 procent af folks samlede budget. Men det fylder rigtig meget i folks opfattelse af, hvordan det går med økonomien.
Annonce
Det skyldes, at man jævnligt bliver konfronteret med priserne, når man tager i supermarkedet, siger chefanalytikeren.
- Det kan godt være, at du ikke kan fortælle mig, hvad din forsikring koster. Men de fleste ved, hvor meget man skal betale for en pakke smør.
De faldende priser kan forhåbentlig få en indvirkning på den generelle tillid til økonomien, siger hun.
- Det kan være med til at rette den her opfattelse af, at det går dårligt. Det kan betyde, at man er lidt mindre stram med pengene.
Forbrugertilliden, som er et mål for befolkningens opfattelse af deres egen og samfundets økonomi, er på sit laveste niveau siden marts 2023.
Det har betydet, at der har været et lavt privatforbrug, forklarer Tore Stramer.
- Det har ligget lavt i forhold til indkomstniveauet, hvor mange i stedet for at bruge deres penge har sparet op.
- Her kan lavere fødevarepriser være med til at sætte gang i aktiviteten, siger cheføkonomen.
Selv om det i de seneste måneder har set fornuftigt ud med fødevarepriserne, er det stadig dyrere at handle end for et år siden.
Priserne på fødevarer var i november 3,5 procent højere end samme måned sidste år.
Annonce
Ser man på okse- og kalvekød, var det 18,7 procent dyrere end i november 2024.
Der er heldigvis udsigt til, at priserne vil blive ved med at dale i det nye år, siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Eller i hvert fald ikke stige så eksplosivt som i første halvdel af 2025.
Og det vil kunne mærkes på pengepungen, vurderer hun.
- Hvis priserne på fødevarer begynder at stige langsommere end lønningerne, så vil danskerne kunne opleve, at deres penge rækker længere, siger chefanalytikeren.
Tore Stramer vurderer også, at danskernes købekraft vil tage et nøk op.
- Lønningerne og overførselsindkomsterne kommer til at stige pænt. Og så er der tiltag som lempelse af elafgiften, der også giver flere penge mellem hænderne, siger han.