Google-ejer skuffer i første kvartal
Alphabets regnskab er blandt andet påvirket af udgifter til kontorbygninger, datacentre og udvikling af kunstig intelligens. Derudover gav EU-Kommissionen i marts selskabet en stor bøde. Foto: Arnd Wiegmann/Reuters
Arnd Wiegmann/Reuters
Overskuddet hos Googles moderselskab er faldet i forhold til sidste år blandt andet som følge af EU-bøde.
Det gik dårligere end forventet for Googles moderselskab, Alphabet, i første kvartal af 2019.
Det står klart, efter at de amerikanske børser mandag aften dansk tid er lukket.
Omsætningen var et stykke under det forventede, og det har betydet en noget ringere bundlinje end forudsagt af analytikere.
Overskuddet hos Googles moderselskab, Alphabet, falder i første kvartal med 29 procent i forhold til sidste år til 6,7 milliarder dollar, skriver AFP.
Det sker blandt andet som følge af en bøde på 1,7 milliarder dollar, som EU-Kommissionen i marts udskrev til Google for at misbruge sin dominerende position på markedet for netannoncer.
Derudover havde Alphabet i første kvartal en omsætning på omtrent 36,3 milliarder dollar. Det lå en milliard dollar under forventningerne på Wall Street, skriver Reuters.
Omsætningen var en stigning i forhold til sidste år på 17 procent, hvilket var den laveste omsætningsvækst for Alphabet i tre år.
Aktierne faldt med over fem procent, i timerne efter at regnskabet blev præsenteret.
Flere investorer har rejst bekymringer i forhold til selskabets udgifter, der er steget hurtigere end omsætningen de seneste to år.
Alphabet siger dog selv, at dets udgiftsposter har været fornuftige.
Der er blandt andet blevet investeret i kontorbygninger, datacentre og udvikling af kunstig intelligens, hvilket er noget, markedet ifølge Alphabet efterspørger.
Store konkurrenter til Google som Facebook, Amazon og Twitter præsenterede i sidste uge kvartalsregnskaber over det forventede resultat.
Alphabets aktier er i år steget med 23 procent, hvilket er mindre end Facebook på 48 procent, Netflix på 39 procent og flere andre konkurrenter.
Google er verdens mest besøgte søgemaskine.
Efter en intern omstrukturering i 2015 er Google i dag ejet af firmaet Alphabet.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie