Lauritz.com skylder sine kunder 50 millioner kroner
Lauritz.coms samlede gæld er 148,6 millioner kroner ifølge Finans. Gæld til kunder løber op i 50 millioner.
Auktionshuset Lauritz.com skylder samlet set sine kunder 50 millioner kroner.
Det skriver Finans på baggrund af en redegørelse, som rekonstruktørerne af Lauritz.com har udsendt torsdag morgen.
Det er tidligere blevet beskrevet af blandt andet TV 2, at personer, der har solgt varer gennem Lauritz.com, har ventet flere måneder på at få deres penge af auktionshuset.
Lauritz.com har været under rekonstruktion siden sidste uge, fordi selskabet ikke er i stand til at betale sine kreditorer.
Foruden selskabets kunder skylder Lauritz.com også penge til en række andre kreditorer.
Ifølge Finans viser redegørelsen, at gælden til de private obligationsejere løber op i 88,4 millioner kroner.
Derudover skylder auktionshuset også penge til blandt andet rådgivere og leverandører. Her lyder gælden på 9,6 millioner kroner.
Lauritz.coms samlede gæld løber op i 148,6 millioner kroner ifølge Finans.
Onsdag kom det frem, at Lauritz.com har forsøgt at betale flere kunder med beviser på tilgodehavender.
Lauritz.coms finanschef, Preben Lindgaard, har bekræftet over for Finans, at nogle kunder har fået tilbuddet, men siger, at man har stoppet med muligheden for modregning.
Som en del af rekonstruktionen skal selskabet skære i omkostninger herunder lønomkostninger.
Tirsdag oplyste auktionshuset i et skriftligt svar til Ritzau, at en tredjedel af medarbejderne var blevet fyret.
Medarbejderstaben blev dermed reduceret fra 120 til 80 medarbejdere. Det skal nedbringe de samlede personaleomkostninger med omkring 30 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie