Lolland har en lys fremtid med en ny S-SF regering

Kronik af Vibeke Grave, MF for Socialdemokraterne, Bispevænget 16, Maribo:


Forandringens vinde har blæst over Lolland gennem de seneste år. Sammenlægninger af kommuner, politi, domstole og sygehuse er sket i et tempo, der kan tage pusten fra enhver.

Det er da også min fornemmelse, at netop tempoet er sikret, at der ikke har været så store folkelige protester, fordi befolkningen slet ikke har nået at følge med i alle de nye tiltag. 

Men nu er tiden kommet til, at hverdagen skal fungere med de mange reformer. Og her bliver det synligt for borgere, at alle ændringerne ikke har ført en større kvalitet i skoler, ældrepleje, daginstitutioner eller hos politiet. Tværtimod taler alle nu om knappe ressourcer og besparelser. 

Svært at forstå, når det ikke er mange år siden, finansminister Thor Petersen kunne købe hele verden!

Men især os her i de yderlige dele af Danmark har følt sig ramt. Vi har fået længere til stort set alle former for service. Da krisen trak indover vores land, var vi også et område, der blev hårdt ramt af firmalukninger og konkurser. Og senest har Vestas trukket stikket ud på Vestlolland og har sendt yderligere 400 ud i ledighed. 

De kan stille sig op i køen sammen med de 3.600 andre, der p.t. mangler et job i vores område. Med disse dystre perspektiver er det tid at give fyringssedlen til en nedslidt regering, der er kørt fast. For deres svar på Lollands udfordringer har været at sikre vækstplan og motorveje i Vestjylland. 

For at undgå et opsplittet Danmark med vækst og udvikling i storbyerne, mens resten af landet afgiver befolkning og arbejdspladser, skal rammerne være fornuftige for dem, der ønsker at etablere private virksomheder hos os. 

Derfor vil vi forbedre yderområders rammevilkår, forbedre kommunens økonomi og fremtidssikre landbruget og skabe nye arbejdspladser indenfor sektoren. Herudover nedsættes en udkantskommission, der skal analyse den regionale udvikling og udarbejde forslag til spredning af økonomi, vækst og offentlig service. 

Jeg oplister her socialdemokraternes bud på, hvordan vi vil hjælpe Lolland på vej:

1. Der etableres en omstillings- og etableringsstøtte til virksomheder og iværksættere indenfor klima-, energi- og miljøteknologier, som kan følge smukt op på Lollands store grønne satsning på vedvarende energi.
2. Vi sikrer risikovillig kapital til nye små og mellemstore virksomheder, der ønsker at etablere sig på Lolland, men ikke kan få hjælp i banker og kreditforeninger.
3. Vi vil gerne hjælpe et betrængt landbrug med støtte til omlægning til økologi og større satsning på biogas.
4. Vi vil sikre et hurtigt bredbånd til alle dele af Danmark, hvilket vil styrke muligheden for hjemmearbejdspladser.
5. Vores unge på Lolland skal have mere uddannelse og ikke rejse langt for at få den. Derfor indfører vi et yderområdetaxameter til gavn for vores uddannelsesinstitutioner her i området. 
6. Vi vil putte penge i en bedre kollektiv transport som også skal bruges i de tyndt befolkede områder.
7. Vi vil kickstarte byggeriet ved at bruge milliarder på renoveringen af offentlige bygninger. 
Lolland står overfor det største anlægsarbejde i Europa i disse år. Ærgerligt, at projektet blev forsinket, men det kommer. Og vi skal indtil byggeriet af en fast forbindelse starter, forsøge at få gang i byggeriet af landanlæggene, også selvom ministeren ikke umiddelbart vil det.

Offentliggjort Sidst opdateret