Nyt skøn: Dansk eksport vokser 35 milliarder kroner i år
Prognosen for den danske eksport i år bliver opjusteret af Udenrigsministeriet.
Årets vækst i Danmarks eksport til udlandet ser ud til at blive større end hidtil antaget.
Ifølge Udenrigsministeriets eksportudsigt, der er offentliggjort tirsdag, vil eksporten stige med 6,2 procent i 2015, og det er 1,2 procentpoint mere, end skønnet lød i februar.
- Det er godt nyt for dansk økonomi, men der er brug for, at vi styrker eksporterhvervene yderligere til gavn for vækst og beskæftigelse. Det er en af regeringens vigtigste prioriteter, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) i en pressemeddelelse.
Næste år ventes væksten i den såkaldte basisvareeksport - eksporten af varer fraregnet skibe, fly og energivarer - at lande på 5,4 procent.
I kroner og øre svarer væksten i 2015 til 35,2 milliarder kroner og 32,4 milliarder kroner næste år.
- For hver gang vi eksporterer for en milliard kroner, skabes op mod 500-600 nye arbejdspladser i Danmark på kort sigt. Derfor vil regeringen have særligt fokus på at få flere små og mellemstore virksomheder ud på eksportmarkedet, så den afledte vækst af eksporten kommer hele Danmark til gode, lyder det fra Kristian Jensen.
Udenrigsministeriet peger på en god konkurrenceevne, en gunstig valutakurs, lavere oliepriser og positive vækstudsigter i Europa og USA som drivkraft bag eksportfremgangen.
Den nye eksportudsigt kommer midt i en periode med stor uro på finansmarkederne på grund af usikkerhed om den kinesiske økonomi.
I pressemeddelelsen understreger Kristian Jensen, at der er stor opmærksomhed på netop den situation. Han mener dog, at det endnu er for tidligt "at gisne om", hvordan udviklingen vil påvirke dansk eksport.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie