Økonomer tror på lavere rente fra ECB trods handelskrig og usikkerhed

Torsdag er der rentemøde i Den Europæiske Centralbank, og økonomer forventer den syvende rentenedsættelse siden juni 2024. (Arkivfoto). Foto: Jana Rodenbusch/Reuters

Torsdag holder Den Europæiske Centralbank rentemøde. Økonomer venter endnu en rentesænkning i april og flere på vej - trods udsigt til handelskrig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når det 20-mand store styrelsesråd i Den Europæiske Centralbank sætter sig sammen torsdag, så ventes de at sænke renten i eurozonen endnu en gang.

Også selv om en truende handelskrig mellem USA og nærmest resten af verden har vendt meget på hovedet den seneste tid.

Men flere økonomer vurderer fortsat, at renten fra ECB er på vej ned, ligesom de gjorde før USA's præsident, Donald Trump, gjorde alvor af trusler om at hæve toldsatserne for importerede varer til USA med modsvar fra flere lande til følge.

- Der er enighed om, at der er plads til, at renten kan komme længere ned. Der har været tvivl om, hvorvidt det ville ske allerede i april, eller om ECB lige ville vente og se, hvordan økonomien udviklede sig, siger chefanalytiker Bjørn Tangaa Sillemann fra Danske Bank.

- Men det er klart, at usikkerheden omkring handelskrigen har accelereret forventningen om, at renten sættes ned for en sikkerheds skyld. Det kan understøtte økonomien i en usikker tid, hvor der jo ikke er problemer med inflation længere, siger han.

Den Europæiske Centralbank, ECB, holder sit såkaldt pengepolitiske møde torsdag, hvor det skal besluttes, om renten skal sænkes, hæves eller fastholdes.

ECB har sænket renten to gange i år og i alt seks gange siden midten af 2024.

Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre forventer også endnu en rentesænkning torsdag.

- Og det bliver ikke den sidste rentesænkning i år. Vi tror fortsat på, at der godt kan være to yderligere i sigte resten af året, så vi når op på fem rentenedsættelser i alt i år, siger han.

Senest sænkede ECB renten med 0,25 procentpoint i marts, så indlånsrenten er 2,50 procent.

ECB er centralbank for de lande, der bruger euro, og har til opgave at forsvare euroens købekraft. Målet er en inflation på 2 procent.

Inflationen i euroområdet blev opgjort til 2,2 procent i marts.

Når inflationen er høj, er en højere rente et effektivt våben til at få den ned. Det kan lægge en dæmper på forbruget, fordi det så bliver dyrere at låne penge.

Omvendt kan en lavere rente sætte gang i økonomien.

Når renten sættes ned i euroland, så drypper det typisk på danske boligejere og bankkunder. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Højere toldsatser kan betyde dyrere varer for forbrugerne og dermed højere inflation, men indtil videre ser det ikke ud til, at det er den vej, det går i Europa, vurderer Bjørn Tangaa Sillemann fra Danske Bank.

- EU har ikke i nævneværdig grad lagt told på amerikanske varer. Og derfor skal vi heller ikke forvente, at inflationen bliver højere, fordi der er handelskrig, siger han.

Tværtimod kan handelskrigen mellem USA og Kina, hvor landene har hævet toldsatserne på hinandens varer til henholdsvis 125 og 145 procent, sende mange kinesiske varer til Europa og dermed sænke priserne.

- Så der er ikke nogen inflationsbekymring for centralbanken, siger Bjørn Tangaa Sillemann.

For almindelige borgere betyder det typisk lavere renter på deres lån, når ECB sænker renten.

- Det er med til at sænke det generelle rentemiljø, siger Jeppe Juul Borre.

- Hvis man kobler det til sådan noget som boliglån, så er det især de variabelt forrentede boliglån, som er påvirket, siger han.

/ritzau/

Renten er sænket seks gange siden juni 2024

* ECB har sænket renten to gange i år og i alt seks gange siden midten af 2024.

* Senest sænkede ECB renten med 0,25 procentpoint, så indlånsrenten er 2,50 procent.

* Den ledende rente hos ECB blev i juni 2024 sænket fra 4,0 til 3,75 procent. Det var på det tidspunkt den største enkeltstående rentesænkning i 12 år.

* Den kom, efter at ECB i løbet af 2022 og 2023 hævede renten fra rekordlave -0,50 procent til de 4 procent.

Kilder: Ritzau og ECB.

/ritzau/

Rentefald smitter af på danske banker og boliglån

 * Når ECB ændrer renten, smitter det af i Danmark, da vi har fastkurspolitik for kronen i forhold til euroen.

* Nationalbanken følger oftest efter, da forskellen mellem renterne kan få kronen ud af det spænd, den skal være i over for euroen.

* Renteændringen drypper videre til danskerne, da renten på bankkontoen er delvist styret af renten hos Nationalbanken.

* Det er dog i sidste ende den enkelte bank, som bestemmer kundens rente.

* Renteændringer har også betydning for boliglånene - særligt de variabelt forrentede realkreditlån.

* Det skyldes, at pengene til dem hentes på de internationale finansielle markeder, hvor investorer stiller dem til rådighed.

* De prøver at få det største afkast, og hvis renten bliver højere i eurozonen, bliver det mere attraktivt at flytte pengene derover.

* Renterne på de danske boliglån følger derfor med, så investorerne vil kaste penge i dem.

Kilder: ECB og Ritzau.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu