SAS og kabinefolk prøver at nå hinanden i Cimber-strid
SAS' kabinefolk er optimistiske efter et møde med SAS om flytning af folk til Cimber. Forhandlinger indledes.
SAS og selskabets kabinepersonalet indleder nu forhandlinger om vilkårene for de ansatte, der skal overflyttes til det nye datterselskab Cimber. Det står klart efter et møde fredag mellem SAS og stewardessernes fagforening, CAU.
I første omgang var der ellers kold luft mellem parterne, efter SAS kom med sit udspil til, hvordan en del af kabinepersonalet skulle flyttes til det nye datterselskab.
- Vi har haft et konstruktivt møde med SAS, og vi er indkaldt til yderligere forhandlinger omkring vores overenskomst. Det opfatter vi som positivt. Så må fremtiden jo vise, om SAS vil i reelle forhandlinger med os, siger næstformand i CAU, Jean Pierre Schomburg.
SAS vil overflytte 135 stewardesser til det nye datterselskab Cimber fra 1. marts 2015. Da SAS købte Cimber i december, fik selskabet adgang til en billigere overenskomst end den, man har med sit eget kabinepersonale.
Jean Pierre Schomburg vil ikke sige, hvad der især skiller parterne ad.
- Vi vil give SAS chancen for at komme i reelle forhandlinger, før vi udtaler os yderligere, siger han.
Parterne mødes allerede i næste uge ved forhandlingsbordet. Der skal findes en løsning hurtigt, siger Jean Pierre Schomburg.
- Det er en kort tidshorisont, fordi der er udfordringer med overflytning af personale til det nye selskab, siger han.
I første omgang lød meldingen fra CAU, at fagforeningen var "rystet" over udspillet fra SAS om overflytningen af kabinepersonale til Cimber.
Købet af Cimber er endnu ikke godkendt af Konkurrencestyrelsen.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie