Velux-ejer lander største milliardoverskud nogensinde
VKR Holding-koncernen markerede sit 75-års-jubilæum sidste år med at overgå sit hidtil bedste resultat.
I 1941 stiftede Villum Kann Rasmussen egen virksomhed og fik ideen til sit berømte Velux-ovenlysvindue.
Havde han levet i dag, ville han kunne konstatere, hvordan den lille virksomhed 75 år efter er blevet til en stor koncern.
VKR Holding, der i dag omfatter 15 virksomheder, omsatte således for 18,1 milliarder kroner sidste år.
Regnskabet for 2016, der er offentliggjort fredag, viser samtidig et overskud på 2,6 milliarder kroner efter skat, hvilket er det højeste nogensinde.
VKR Holding ledes i dag af Mads Kann Rasmussen, der er barnebarn af stifteren. Og han kalder resultatet tilfredsstillende i sin kommentar til regnskabet.
Han ser samtidig gode muligheder for at øge koncernens portefølje af selskaber.
- Den fortsat positive udvikling har bevirket, at vi i løbet af 2016 formulerede en mere aktiv investeringsstrategi, som vi forventer at eksekvere i de kommende år.
- Investeringsmæssigt ser vi både på muligheder for at styrke de eksisterende forretningsområder og på helt nye områder inden for dagslys, frisk luft og bedre miljø, siger direktøren i en pressemeddelelse.
De gode resultater i 2016 skyldes foruden en effektivisering af driften i høj grad en dygtig hånd på de finansielle markeder.
Afkastet af virksomhedens finansielle poster lød således på 462 millioner kroner mod et minus på 17 millioner året forinden.
Foruden Velux ejer VKR Holding blandt andet vinduesproducenterne Velfac og Rationel, ventilationsfirmaet Monodraught og solvarmevirksomheden Arcon-Sunmark.
VKR Holding er ejet af Kann Rasmussen-familien og Villum Fonden, der sidder på 90 procent af aktierne og støtter forskning i Danmark og udlandet.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie