Kæmpe interesse for vartegn til 33 millioner kroner

Udsigtsplatformen Pilen ved Femern-byggepladsen er tæt på at være klar til åbningen 6. marts. Har man tendens til galoperende højdeskræk, skal man overveje, om pilen peger mod udsigtsplatformen. Foto: David Arnholm

Det har kostet 33 millioner kroner at opføre 217 meter rampe, hvor man kan følge arbejdet med Femern-forbindelsen. Og nyde udsigten over Østersøen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er kæmpe interesse for at være fysisk til stede, når den 217 meter lang rampe Pilen indvies 6. marts.

1.000 gæster har allerede meldt deres ankomst, fortæller Mikkel Hemmingsen, der er administrerende direktør i Sund & Bælt.

Pilen, der har kostet 33 millioner kroner at opføre, er en værdig afløser for en sølle udsigtsplatform, hvor man nærmest ikke kunne se andet end nogle sandbunker. Fra Pilen får man panoramaudsigt over Femern-byggeriet og Østersøen.

Folketidende gik op ad Pilen mandag eftermiddag, men Sund & Bælt har nedlagt forbud mod at fotografere Pilen og udsigten. Spændingen skal først udløses 6. marts, lød det fra den administrerende direktør.

Pilen er bygget nær det sted, hvor tunnelen begynder, og slutter i en spids 24 meter over det omgivende landskab.

Scorer højt

Femern-byggeriet scorer højt blandt turister.

Femern A/S forventer, at der årligt vil komme omkring 100.000 besøgende på Pilen, så på åbningsdagen kan man ikke bare komme slentrende uanmeldt. Man skal melde sig til på forhånd og for at undgå trafikkaos, kan man ikke parkere tæt ved Pilen, men skal stille bilen ved Rødbyhavn Sportsplads. Her indsættes gratis busser, som man på forhånd skal booke plads på.

Åbning af Pilen

Pilen åbnes 6. marts

Klokken 12.15-13: Busserne kører fra Rødbyhavn Sportshal, Havnegade 101 i Rødbyhavn. 

Klokken 12.30: Teltet åbner. Her kan man opleve:

  • Hvordan det er at være lærling på Nordeuropas største byggeplads.
  • Den nye vandrerute fra Pilen til Femern-udstillingen i Rødbyhavn.
  • Femern Bælt-projektet fortalt af guider.
  • Elever fra Lolland International School viser deres egen model af Pilen.

Klokken 13.30: Velkomst ved Mikkel Hemmingsen, administrerende direktør i Sund & Bælt. Tale ved Mads Haugbølle Behrendsen, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation. 

Klokken 13.50: Pilen åbnes af Holger Schou Rasmussen, Claus Jensen, Mikkel Hemmingsen og lærlinge fra Femern Link Contractors. 

Fra klokken 14: Busserne kører retur til Rødbyhavn Sportshal med sidste afgang klokken 15.

Tilmelding til arrangementet kan ske på: femern.com/da/information-til-naboer/arrangementer/abning-af-pilen

Lærlinge med til åbning

Indvielsen foretages af borgmester Holger Schou Rasmussen (S), formand for Dansk Metal Claus Jensen, og administrerende direktør Mikkel Hemmingsen fra Sund & Bælt sammen med lærlinge fra entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors.

- Vi glæder os til at kunne vise Pilen frem og bringe de mange bygge-interesserede besøgende tættere på det fascinerende byggeri af Femern Bælt-tunnelen. Det er vores håb, at især mange børn og unge vil besøge Pilen og blive inspireret til at vælge en uddannelse inden for bygge- og anlægsbranchen, skriver Maria Steno, der er kommunikationsdirektør i Sund & Bælt, i en pressemeddelelse.