Tyske socialdemokrater skærper Femern-tonen

Oplægget er særdeles kritisk, når SPD Schleswig-Holstein på sit landsmøde den 9. og 10. april skal diskutere partiets holdning til den faste Femern Bælt-forbindelse og de tilhørende landanlæg.

Det er partiorganisationens miljø-arbejdsgruppe, der står bag debat-oplægget med titlen “Femern Bælt-forbindelsen - en gevaldig fejlinvestering”. Papiret er sendt videre til behandling på landsmøde af en forslags-kommission, der kun har ganske få bemærkninger.

Til gengæld har de lokale socialdemokrater i Kreis Ostholstein flere ændringsforslag til en yderligere skærpelse af holdningen: Således foreslås det, at der skal være forbud mod at køre med godstog på de tyske jernbanelandanlæg om natten.

På den side foreslår socialdemokraterne i Stormarn en version uden hovedoplæggets skarpe fordømmelse af projektet.

I det oplæg, landsmødets delegerede får forelagt, fastslås det, at SPD i sine hidtidige partiprogrammer har bakket op om den faste forbindelse.
- Men rammebetingelserne har siden forandret sig lige så meget, som bevidstheden om projektets betydelige negative virkninger især på den tyske side, hedder det i det oplæg, de delegerede skal debattere ud fra.

Der er endnu ikke fastlagt nogen dato for et valg i Schleswig-Holstein, men det skal holdes inden efteråret 2012. Det er derfor grundlaget for den fremtidige valgkamp, SPD skal tage stilling til på landsmødet.

I oplægget til debatten om Femern Bælt-politikken hedder det blandt andet, at den ubegrænsede væksts tid er forbi, og at mega-projekter, som efterlader gæld til kommende generationer, ikke følger det bud om tilbageholdende udvikling, som Tyskland og Schleswig-Holstein har gjort til målestokken for alle politiske beslutninger.

Foto: Det er tilsyneladende ikke med de tyske socialdemokraters gode vilje, at den faste forbindelse går i land på Femern i 2020.

SPD i Schleswig-Holstein har Femern Bælt-forbindelsen til debat.

Offentliggjort Sidst opdateret