ECB fastholder renten på rekordlave 0,75 procent

Chefen for ECB, Mario Draghi, havde ingen overraskelser i ærmet, på årets første rentemøde i Den Europæiske Centralbank.

Offentliggjort Sidst opdateret

ECB valgte nemlig helt som ventet at holde renteskruen i ro - og fastholde den i forvejen rekordlave rente 0,75 procent, præcis som økonomerne havde spået.

- Vi har siden sidste rentemøde set svage tegn på en bedring af både økonomien og de finansielle markeder. Det har sandsynligvis afholdt ECB fra at sænke renten yderligere, lyder vurderingen fra Frank Øland, europaanalytiker i Danske Bank.

Draghi holder døren åben for en eventuel rentenedsættelse på et senere tidspunkt, men det er ikke lige oppe over nu, vurderer flere økonomer.

- Mest interessant var det, at Draghi understregede, at der var tale om en enstemmig beslutning om at holde renterne uændrede og krydrede udtalelsen med, at "der var ingen, der efterspurgte en rentesænkning" på mødet, siger seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingø fra Handelsbanken.

Heller ikke i Danske Bank vurderer man, at renten vil blive ændret lige med det samme.

- Vi forventer, at ECB kommer til at holde renten uændret på det nuværende meget lave niveau hele året - og måske også hele næste år, siger Frank Øland og fortsætter:

- De meget lave renter i lang tid er en vigtig hjælpende hånd til dansk økonomi og ikke mindst det danske boligmarked. Der er imidlertid fortsat masser af modvind i euroområdet, så væksten bliver næppe prangende foreløbig, lyder vurderingen.

Både hos Handelsbanken og Nordea påpeger man, at det ikke helt kan udelukkes, at ECB sænker renten senere på året, hvis økonomien i eurolandene ikke får det bedre.

- I vores hovedscenario forventer vi ikke, at de vil gøre brug af denne mulighed, men med dagens kommentarer fra Draghi kan det bestemt ikke udelukkes, konstaterer Nordea-analytiker Jan Størup Nielsen.

Nordea forventer samtidig, at Nationalbanken vil gennemføre den første selvstændige renteforhøjelse siden 2008 inden for de kommende tre måneder for at styrke kronen over for euroen.

/ritzau/