EU-lande vil redde banker på hver deres måde

Hvis der var ét dominerende fællestræk, da EU-landenes økonomi- og finansministre tirsdag forsøgte at tale sig tættere på en ensretning af deres regler for at redde nødstedte banker, var det, at de fleste synes bedst om deres egen model.

Offentliggjort Sidst opdateret

Økonomiminister Margrethe Vestager (R) siger efter mødet, at det vil være bedst for både finansmarkeder og skatteydere med klare regler for, hvad der skal ske, hvis en bank krakker.

Men efter at have hørt sig selv og kollegerne beskrive hver deres ønskemodel, tegner det ifølge ministeren til "et klassisk EU-kompromis".

- Jeg hører de andre lande sige: Vi vil gerne have en harmoniseret ordning - og den skal være ligesom vores.

- Altså i princippet også det danske synspunkt: Vi vil gerne have en harmoniseret ordning - og vi synes, den skal være ligesom den danske, siger Vestager med henvisning til reglerne fra Bankpakke 3, hvor det er finanssektoren selv, der betaler for at redde banker.

Samtlige 27 EU-lande er i øjeblikket i gang med at prøve at harmonisere deres forskellige nationale regler for, hvordan man redder og genopretter nødstedte banker.

Allerede i juni ventes EU-Kommissionen at komme med udspil til egentlige fælles regler for bankafvikling - i første omgang dog kun med effekt i de 17 eurolande.

Bøvlet med at finde fælles fodslag i harmoniseringen ses som et forvarsel om, hvad der venter.

Tirsdagens debat har især koncentreret sig om det følsomme spørgsmål om, hvilke kreditorer der skal være med til at betale - og i hvilken rækkefølge - når en bank skal reddes.

Den nylige kaotiske redning af Cyperns økonomi har skabt ny fokus på det fem år gamle EU-princip om, at bankkunder med indeståender under 100.000 euro har garanti for at få deres penge.

Princippet blev kortvarigt brudt i eurogruppens første redningsaftale for Cypern.

Vestager føler sig overbevist om, at det ikke kan ske igen.

- Er der noget, man kan regne med i denne verden, så er det, at de 100.000 euro, de er garanteret. Derfra starter så diskussionerne.

- Over 100.000, skal de være med, ikke med - i givet fald i hvilken rækkefølge, med hvilken status og hvor meget harmonisering skal der være?, spørger Vestager.

Det irske EU-formandskab sigter mod at nå enighed om harmoniseringen inden udgangen af juni.

/ritzau/