Gigantisk Mærsk-skib tager vand ind i Suezkanalen
Et af verdens største containerskibe blev fredag tvunget til at lægge til kaj, da det sejlede i Suezkanalen i Egypten. Det rapporterer nyhedsbureauet AP ifølge The Miami Herald.
Containerskibet Emma Mærsk, som er ejet af danske A.P. Møller - Mærsk, begyndte af ukendte årsager at tage vand ind i maskinrummet. Skibet var i fare for at synke, og derfor var myndighederne nødt til at fjerne det næsten 400 meter lange skib fra sejlrenden.
Ifølge de trafikansvarlige i Suezkanalen er Emma Mærsk sejlet til havnen Port Said, der ligger ved indgangen til Suezkanalen fra Middelhavet. Her bliver vandet pumpet ud af containerskibet.
- Situationen er under kontrol, og det hele bliver håndteret hurtigt for at undgå yderligere komplikationer, siger en trafikansvarlig for Suezkanalen ifølge den egyptiske avis Al-Ahram.
Han tilføjer, at Emma Mærsk, der kan fragte omkring 14.000 containere, ikke blokerer for skibstrafikken i Suezkanalen.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie