Vestager til EU-møde med tasken fuld af sukker

Økonomiminister Margrethe Vestager (R) og hendes EU-kolleger er onsdag aften samlet til et ekstraordinært møde i Bruxelles for igen at prøve at enes om, hvilke principper der skal gælde, når landene skal redde eller afvikle syge banker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at ministrene forlod hinanden lørdag morgen klokken halv fire uden at være nået til enighed, har den danske minister denne gang forberedt sig på endnu en sejtrækker til ud på de små timer.

- Jeg har sukker nok i tasken til at holde til det, siger Vestager på vej ind til mødet.

Efter de første to timers møde og en første diskussion af det irske EU-formandskabs kompromisforslag er der positive meldinger fra mødet, der bryder for en pause, mens formandskabet arbejder på at justere teksten.

Udgangspunktet for forhandlingerne er, at de 27 medlemslande skal have mere ens regler for, hvordan de håndterer problembanker.

Sverige står yderst på den fløj, der vil have mere fleksibilitet til selv at bestemme, i hvor høj grad staten kan spæde til.

Mens Danmark hører til dem, der mener, at det er bankerne og deres investorer selv, der skal betale. Derfor vil Vestager have så ens regler i alle lande som muligt.

- Det, der er risikoen, er jo, at det også påvirker i fredstid.

- Hvis du er en bank, der konkurrerer med hele din statskasse i ryggen, så har du billigere adgang til penge, end hvis du er en bank, der konkurrerer på lige vilkår, og hvor det er ejerne, der må holde for, hvis banken får et problem.

- Vi vil sådan set gerne have lige konkurrencevilkår, siger Vestager.

Den svenske finansminister, Anders Borg, lyder på vej ind til mødet lige så stålsat i sine krav.

- Man skal have fleksibilitet, hvis man gør sig fortjent til det. Hvis man har stærkere banker og flere penge i buffere, så skal man også have mere fleksibilitet.

- Jeg mener også, at staten skal have lov til at overtage banker. Vi har vist, at man faktisk tjener på at være klar til at være rå over for bankerne og overtage dem. Det er et meget vigtigt redskab at have i værktøjskassen, siger den svenske minister.

/ritzau/