Guldborgsund

Også et ishus på havnen i Nysted leder de hæklede værker frem til. Der er foreløbig 13 af dem placeret rundt omkring i Nysted, og flere kan komme til. Foto: Kim Møller Pedersen
Også et ishus på havnen i Nysted leder de hæklede værker frem til. Der er foreløbig 13 af dem placeret rundt omkring i Nysted, og flere kan komme til. Foto: Kim Møller Pedersen

13 steder har den hemmelige hækler slået til

Hvor bliver det næste "gerningssted" for den anonyme hækler fra Nysted, som nu også har skabt efterspørgsel efter hemmelige hæklerier i Kettinge?

Offentliggjort

Resumé

Hæklerierne i Nysted griber om sig med nu i alt 13 kunstværker, som hænger forskellige steder i byen.

Hvis man vil støtte den anonyme gadekunstner bag hæklerierne, kan man gøre det via Mobilepay 688648 - og så støtter man her ny julebelysning i Nysted, som den hemmelige hækler gerne vil have det.

Ellers kan man donere garn hos enten Nysted Slagteren eller Nysted Bageri, og så vil der blive sørget for - via Dorthe Tetsche - at al garn går videre til den hemmelige hækler.

Hæklerierne breder sig lige så stille i Nysteds gader. De hyggelige kunstværker hænger efterhånden mange steder, siden det første af slagsen blev hængt op den 28. juni.

Imens bliver der gættet flittigt på, hvem den hemmelige hækler kan være.

Så en skikkelse

 - Vi havde sommerfest på Torvet den weekend, hvor der første gang blev hængt noget op lige over for vores slagterbutik. Jeg så også en skikkelse, der hurtigt bevægede sig væk fra stedet, men jeg fik kun lige set ryggen af hende.

Sådan lyder det fra Yvonne Larsen fra Nysted Slagteren. Også her tager man mod garndonationer til den anonyme hækler, som det altså foreløbig kun er fællesskabsambassadør Dorthe Tetsche, der kender identiteten på, da hun har skrevet med den hemmelige hækler på de sociale medier.

Lige nu 13 hæklerier

Her har alle i Nysted også kunnet følge med i skriverier om, hvornår og hvor der sidst er set et nyt hæklet værk dukke op.

- Lige nu er der 13 hæklerier, som er hængt op rundt omkring i Nysted. Der er tre i Jernbanegade, to ved vandtårnet, syv i Adelgade og et ned ved ishuset på havnen, fortæller Dorthe Tetsche om seneste statusmelding på de mange hæklerier i Nysted.

Faktisk har historien om dem bredt sig - udover til TV2's Go' Morgen Danmarks sendeflade - helt over til Kettinge.

- Der har været nogen, som har været henne og hive fat i mig for at høre, om ikke også der kunne komme nogle hæklerier i Kettinge, lyder det med et smil fra Dorthe Tetsche.

Hun kan dog naturligvis ikke garantere for sådan en udvikling i den hemmelige hæklekunst. Her er det nemlig kun den anonyme hækler selv, som ved, hvornår der næste gang skal kreeres en figur eller andet, som efterfølgende hænges op i en flagstang eller måske andre steder, når alle flagstænger i Nysted er brugt op. Foreløbig breder Nysteds mange hæklede kunstværker sig uge for uge rundt i byen.