BO-HUS GENOPSTÅR - BYGGERI GENOPTAGES MANDAG
Entreprenørfirmaet Bo-Hus genopstår med nye ejere og med Bo Jørgensen som den ene af to direktører. Arkivfoto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
To lokale pengemænd træder til og overtager byggeprojekter og medarbejdere fra Bo-Hus.
NYKØBING: Efter 10 dages intensivt arbejde er en redningsplan for Bo-Hus søndag faldet på plads, efter at selskabet gik konkurs fredag 9. december. To lokale erhvervsfolk er trådt til og overtager en stor del af Bo-Hus.
De to pengemænd er Per Jørgensen, indehaver af Sæbefabrikken i Nykøbing og bror til Bo Jørgensen, og Jan Sørensen, indehaver af MSE Entreprise i Nørre Alslev. Sammen har Per Jørgensen og Jan Sørensen stiftet et nyt selskab, som i en delvis virksomhedsoverdragelse overtager Bo-Hus' navn, telefonnumre, e-mailadresser, hovedsæde, materiel og en del af de igangværende entrepriser og medarbejdere.
Den delvise virksomhedsoverdragelse sker med opbakning fra nogle af de bygherrer, Bo-Hus var ved at bygge for, samt Jyske Bank, der var Bo-Hus' bankforbindelse, og forsikringsselskabet Tryg, der har stillet arbejdsgarantier for Bo-Hus' byggerier.
To direktører
De entrepriser, som det nye Bo-hus nu vil videreføre, er de to Vendersbo-byggerier på Engboulevarden og Vestensborg Allé i Nykøbing, Mariboligerne, der opføres i Maribo for KFH Seniorbofællesskab, samt Vesterbo II, der bygges i Vordingborg for Vordingborg Boligselskab.
Med på listen er til gengæld ikke Sundskolen, som Bo-Hus var ved at bygge for Guldborgsund Kommune, og KAB-projektet Roholmparken med 52 lejligheder i Albertslund. Hvad der skal ske med de to byggerier er indtil videre uafklaret.
Bo Jørgensen, der var indehaver af Bo-Hus, er blevet ansat som den ene af to direktører i det nye Bo-Hus, og efter et meget intensivt forhandlingsforløb er han en glad mand.
- Det har virkelig været nogle voldsomme dage - fra fem-seks om morgenen til klokken 20 om aftenen - og ind imellem kom der en mail bagefter. Jeg har kørt på et eller andet adrenalin, og i går eftermiddag (altså lørdag, red.) kunne man sænke skuldrene en lille smule. Vi har fået hjælp af Jan og Per til at komme igen, og det har virkelig været nogle dygtige kuratorer. Nu har vi en fremtid igen - en stamme, vi kan køre videre, bemærker han.
Nu har vi en fremtid igen.
Bo Jørgensen, direktør for Bo-Hus
Arbejdet genoptages
Søndag ved middagstid blev medarbejderne orienteret, og så blev værktøjet fundet frem, og der blev kigget på bilerne. Mandag morgen genoptages arbejdet ude på de fire byggepladser - og det haster med at få færdiggjort byggerierne.
- Byggerier jo levende organismer. De skal ikke stå stille for længe, bemærker Bo Jørgensen.
Seneste artikler
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol
Flere ramt af falske bookinger: Per frygter stort tab
Forargelse blandt politikere: Kalder på nyt stadion
Sådan vil Revykøbing skabe ny tradition
Kæmpe svigt at stadion blev en dødsfælde
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst