Charlotte fik parkeringsbøder for over 15.000 kroner

Folketingsmedlem Charlotte Bagge Hansen (M) har fået et hav af parkeringsbøder denne sommer. Det skyldes en fejl, men hun kan ikke få parkeringsselskabet i tale. Privatfoto

I den forgangne sommer fik folketingsmedlem Charlotte Bagge Hansen parkeringsbøder for mere end 15.000 kroner. Hun mener, de private parkeringsselskaber bør lave lidt selvransagelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Charlotte Bagge Hansen (M) er ikke bare folketingsmedlem og medlem af kaffeklubben for politikere, der taler Lolland-Falsters sag på Christiansborg. Hun er også indehaver af livsstilsbutikken Moshroom i Stege, hvor hun bor.

Bag butikken ligger en parkeringsplads, hvor hun ofte parkerer sin bil. Parkeringspladsen er privat og overvåges derfor med kamera af et privat parkeringsselskab, men der bør ikke være noget problem. Charlotte Bagge Hansen har nemlig tilladelse fra grundens ejer til at holde der.

Alligevel fik hun i sommer en hel stribe parkeringsbøder, da hun holdt der. Formentlig fordi, der er gået et eller andet galt med indberetningen til parkeringsselskabet.

- De har ikke haft styr på, at min bil har holdt der hele sommeren, mens jeg har været hjemme. Så der har jeg fået 14 eller 15 bøder. Dem har jeg betalt. Altså jeg har betalt næsten 15.000 kroner i de her bøder, fortæller hun.

- Efterfølgende, efter jeg har betalt dem, så kom der nogle flere bøder. Og der har jeg så haft fat i dem, der ejer ejendommen og udlejer grunden til parkeringsselskabet. Men efter at de havde korrigeret det, blev der ved med at komme bøder, fortæller hun.

Åbnede ikke breve

Derfor har hun også forsøgt at få parkeringsselskabet - som hedder Parkdepot og har hovedsæde i Tyskland - i tale for at få fejlen rettet. Men det har vist sig særdeles vanskeligt.

LÆS OGSÅ: Flemming trodser parkeringsbøder: Jeg bliver trist, irriteret og vred

- Jeg har ikke kunnet komme i kontakt med dem på mail. Jeg har ikke kunnet komme i kontakt med dem på telefon, siger hun og fortæller, at hun har prøvet at vente i telefonkø i over en halv time, uden at komme igennem.

Hun tilføjer dog, at hun også selv har et vist ansvar for, at det blev til så mange bøder.

Jeg har ikke kunnet komme i kontakt med dem.

Charlotte Bagge Hansen (M), folketingsmedlem

- Der var kommet nogle breve herhjemme til min mand med stempel fra Tyskland. Der stod noget med noget energi, og så har han tænkt, at det er en eller anden reklame fra et eller andet tysk. Så han har jo ikke åbnet dem. Så vi opdager det jo først sent - da der allerede er kommet 12 af de der kuverter. Så det er jo vores egen fejl, medgiver hun.

Helt horribelt

Men oplevelsen af, at parkeringsselskabet ikke er til at få i tale, irriterer hende. Og hun har indtryk af, at andre har oplevet det samme.

- Vi har nogle udfordringer med de der større parkeringsselskaber og muligheden for at få dem i tale, hvis der er fejl. Et eller andet sted er det jo helt horribelt med den branche. Jeg ved ikke, om du selv har oplevet det, men det er utroligt svært at komme igennem. Og det viser jo bare, at det her marked er simpelthen vildt. De fleste mennesker kender jo det her problem, tænker jeg, at man ikke kan komme i kontakt med dem. Men de er jo virksomheder ligesom alle andre virksomheder og har et ansvar overfor forbrugerne, siger hun.

Charlotte Bagge Hansen vil derfor tage sagen op på Christiansborg.

- Jeg har talt med transportministeren om, at det her marked er uoverskueligt, når det handler om at få dem i tale ved fejl. Og der skal vi simpelthen ind at kigge på, om vi gør godt nok, siger hun og nævner, at det også er demotiverende at klage til Parkeringsklagenævnet, når sagsbehandlingstiderne er så lange, som Folketidende omtalte fredag.

Når arbejdet går i gang igen på Christiansborg efter juleferien, vil hun derfor endnu en gang tage en samtale med transportministeren:

- Vi skal måske ind at kigge på, om reglerne er gode nok. Er der noget, vi kan gøre der? Og så skal vi appellere til branchen om at lave lidt selvransagelse i forhold til, hvordan de yder service overfor forbrugerne. Det er jo ikke godt nok.

Noget gik galt

Folketidende ville gerne have haft en kommentar fra Parkdepot. Men på firmaets hjemmeside står intet telefonnummer. Og da Folketidende havde udfyldt en kontaktformular på hjemmesiden og trykket "send", kom følgende fejlmeddelelse:

"Ups ... Something went wrong. We are sorry. The page you are looking for doesn't exist or has been moved."