Alle kender deres roller, når der er traumekald. Her er det behandlersygeplejerske Christina Dichow Lund, der gør sig klar til at tage imod en ældre patient. Foto: Eva Højrup
To traumekald på få minutter
En 15-årig pige fra Holeby og en bevidstløs ældre kvinde sender akutafdelingen i højeste beredskab.
- Der er traumekald. En ung kvinde fra Holeby, der har været
udsat for en rideulykke, er på vej med ambulancen, siger Christina
Stenderup-Mortensen.
Anæstesilæge, intensiv læge, akutsygeplejerske,
lægesekretær, bioanalytiker og radiolog strømmer til traumestuen, et lokale
lige ved siden af kommandocentralen på Akutafdelingen. De afventer, at
patienten ankommer.
Mira Petersen kommer ind på traumestuen, fordi der er risiko for, at hun har brækket ryggen. Foto: Eva Højrup
- Vi er et fast team, og vi kender hinanden, og det er sådan
et traumekald foregår, fortæller behandlersygeplejerske Christina Dichow Lund.
Ny serie: Danmarks mest nødvendige sygehus
Sygehuset i Nykøbing Falster er afgørende for borgere på Lolland-Falster, hvor
mange har kroniske sygdomme og langt til andre hospitaler.
Efter flere år med
personalemangel og usikkerhed om fremtiden er sygehuset nu fusioneret med
Sjællands Universitetshospital i Køge.
Investeringer og sundhedsreformen skal
sikre lokal behandling og specialiseret personale i fremtiden.
Folketidende følger i den kommende tid i denne serie, hvordan det går på vores lokale
sygehus. I denne artikel følger vi behandlersygeplejerske Christina Dichow i en aftenvagt på akutafdelingen.
De har ofte træning, hvor de mange faggrupper samles og øver forskellige scenarier, så alle ved, hvad de skal, når det er alvor.
Og i dag skal øvelserne helst komme dem til gode, for i dag er det alvor.
Ambulancebehandlerne ankommer med 15-årige Mira Pedersen fra
Holeby. Hun har smerter og er i chok og skal have noget smertestillende, så hun
kan komme ned og ligge på et leje. Hun skal øjeblikkeligt scannes, for det skal
undersøges, om ryggen eller nakken er brækket.
Men tanken om at få en nål i hånden, er Mira Pedersen ikke
meget for.
- Det vil jeg ikke, siger hun med gråd of forskrækkelse i
stemmen.
En læge og en sygeplejerske taler stille med hende.
- Det vil vi anbefale, siger de samstemmende.
- Det er en meget, meget fin og tynd nål. Du kan ikke mærke
den, siger de.
Så er der bud igen
Så får de lov. Mira kommer ned at ligge og bliver kørt til
MR-scanning. Portørerne ankommer og skubber sengen afsted. Ved siden af går Miras onkel og bakker hende op.
Alle vender tilbage til det, som de egentlig var i gang med.
Men der går ikke mange minutter, så er der igen bud efter dem:
Annonce
- Der er traumekald.
Samme travle, men rolige procedure går i gang. Alle
indfinder sig på deres pladser i traumestuen. Alt er i bevægelse, men intet er
tilfældigt.
Der er travlt i orkanens øje på Akutafdelingen. Der skal tages mange beslutninger omkring mange patienter hver dag. Foto: Eva Højrup
Denne gang er det en ældre kvinde, der bor i plejebolig – og
som er bevidstløs. Hun har slået sig meget alvorligt i hovedet. Hun er svag og
tynd og bliver forsigtigt løftet fra båren over på sengelejet.
- Personalet har oplyst, at hun til hverdag er frisk i
hovedet, fortæller ambulancebehandlerne.
Etiske vurderinger
Behandlersygeplejerske Christina Dichow Lund tager
blodprøver. En læge går til lægesekretæren, og de kigger sammen i journalen for at
finde ud af, om der er givet afslag på genoplivning ved et hjertestop.
- Vi vurderer det etiske, fordi hun er meget svag og ældre.
Så her er vi ret hurtigt inde og kigge, om der er givet forskellige beskeder i
forhold til fravalg af behandling, fortæller hun.
Akutafdelingen arbejder tæt sammen med ambulancebehandlerne i Region Sjælland. De hjælper patienten ind i afdelingen til den første vurdering af, hvor akut behandlingen skal være. Fra venstre er det: Ann-Catrine Richardtsen, ambulancebehandler, Martin Holm Jensen, ambulancebehandler-elev og Jessica Vellier, ambulancebehandler. Foto: Eva Højrup
De pårørende er ankommet til afdelingen – de bliver vist ind
for at se til den ældre kvinde, der ligger tyst i sengen på stuen.
Annonce
Folketidende
har efterfølgende fået oplyst, at hun blev indlagt på sygehuset et par dage,
hvor hun lige så stille kom sig oven på sine store skader i hovedet.
Alvorlige skader og mindre skader går hånd i hånd på
Akutafdelingen.
En typisk dag
Scanningen af Mira Pedersen viser, at ryg og nakke holdt til
styret fra Stormy, som hendes hest hedder. Hun er forslået, men selv om det gør
ondt, og hun skal have hjælp til at tage tøjet på, er hun ikke i tvivl.
- Jeg holder ikke op med at ride af den grund. Jeg er styrtet
mange gange, men dog ikke så slemt som denne her gang, fortæller hun.
Personalet er bekymret for en patient, der bliver ved med at falde. De beslutter at indlægge vedkommende til flere specialundersøgelser. Foto: Eva Højrup
Christina Dichow Lund sender hende af sted med noget
smertestillende Panodil.
- Det er en helt typisk dag på Akutafdelingen. Den begyndte
roligt – og så kom der to traumekald lige efter hinanden. Det er sådan det er
her på afdelingen, smiler hun.
Om kort tid bliver hun afløst af natholdet og kan køre hjem.