Fra børneplastre til alvorlig sygdom: Sådan er hverdagen på Akutafdelingen

Der er tavlemøde i akutafdelingen. Her kan man se, hvilke patienter, der skal ses af enten en læge eller en sygeplejerske – og hvor hurtigt det skal gå.

Klokken er kvart over tre om eftermiddagen, og behandlersygeplejerske Christina Dichow Lund er netop mødt ind på job.

- Hvad med Ruth, kan hun komme hjem?, lyder det fra sygeplejerske Camilla Frandsen.

- Og så er der en dreng på syv, kan jeg få dig til at kigge på ham, spørger Christina Dichow Lund en anden kollega.

Og hvem tager Henning ind?, koordinerer hun videre.

Sammen med de øvrige medarbejdere på vagt gennemgår Christina Dichow Lund, hvem der lige nu ligger på de enkelte stuer, hvem der er på vej ind, og hvilke patienter, der allerede er ankommet og sidder i venteværelset.

- Det ene øjeblik er det et barn med en flænge i hagen. Det næste er det en ældre patient med komplekse sygdomme. Det er hele skalaen, vi ser her Der er aldrig en dag, der er ens. Og det er netop det, jeg godt kan lide ved jobbet. At det er så afvekslende, siger Christina Dichow Lund.

Alvin har slået hagen 

En af de første patienter, som Christina Dichow Lund skal se i dag, er Alvin Karlsen på fire år. Han er fra Maribo og er faldet i børnehaven, hvor han har slået hagen. Han sidder i armene på sin far og trykker sig ind til ham.

For Christina Dichow Lund kræver det lidt overtalelse at få lov at se på det.

- Skal vi prøve med noget tryllecreme? spørger hun.

I "tryllecremen" er der et lokalbedøvende middel, så hun kan rense såret for småsten – og det skal også have et par sting.

Det hele ender med, at Alvin Karlsen klarer at blive syet i hagen med bravur – og han kan forlade skadestuen med et fint plaster og et par små nøgleringe – klar til ny leg.

Christina Dichow Lund har taget en overbygning på sin uddannelse, en specialiseret efteruddannelse, der betyder, at hun kan diagnosticere, behandle og afslutte bestemte typer af sygdomsforløb i akutmodtagelsen, uden at hun skal omkring en læge.

- I tilfældet med Alvin Karlsen kan jeg selvstændigt behandle og skrive journal på ham, fortæller hun.

De fleste mennesker på Lolland og Falster kender skadestuen og har været forbi det rødstenede sygehus i Nykøbing med en forstuvning eller andre småskader. Det er heldigvis de færreste, der har prøvet at ankomme i ambulance denne vej, fordi der er ringet 112.

Alle skal forbi kommandocentralen 

Men alle, der ankommer ad enten den ene eller den anden indgang, bliver modtaget inde i akutmodtagelsens hovednerve.

- Vi kalder den kommandocentralen, smiler Christina Dichow Lund.

I kommandocentralen og på patientstuerne, er der dét, som man bedst kan beskrive som et stille mylder. Læger, sygeplejersker, ambulancereddere, bioanalytikere, portører, frivillige besøgsvenner defilerer rundt i området og går ind og ud på de i alt syv stuer.

- Fælles for alle patienter, der ankommer her, er, at de skal triageres af vores sygeplejerske. Det betyder, at vi skal vurdere, hvor akut deres sygdom er, forklarer Christina Dichow Lund.

Hun har et smilende og roligt væsen, den helt rette til at vurdere en akut situation, fornemmer man.

- Grøn er mildeste niveau, så er der gul, orange og rødt niveau. Rødt er traume og andre livstruende tilstande som kræver øjeblikkelig behandling, fortæller hun.

Mange travle dage 

Tilbage ved tavlen drøfter hun en patient med sin kollega Winnie Sejer Svendsen.

- Kan du huske den herre, der var her i weekenden. Ham med Parkinson? Han er her igen – han er faldet tre gange i dag. Jeg er usikker på, om han kan komme hjem? siger Christina Dichow Lund.

De drøfter situationen, og det er tydeligt, at der er en bekymring. Det er ikke alle patienter, der kan sendes hjem med et plaster og en lille belønning.

- Man kan indimellem føle sig utilstrækkelig, fordi man ikke helt kan yde den omsorg, man gerne vil, vi har mange travle dage. Men mine kolleger og jeg er gode til at være i det, fortæller hun.

Den ældre mand med Parkinson er en af de patienter, hun gerne vil bruge mere tid på. Tidligere har han været en aktiv mand, nu går det ned af bakke, beskriver hun.

- Jeg har været på weekendvagt – og nu da jeg møder ind, er han her igen. Så er vi nødt til at forsøge at gribe ind og indlægge ham, så vi kan få forholdene derhjemme forbedret. Det kan være at sikre, at han får mere hjemmehjælp. Ellers bliver hans skader mere alvorlige, som for eksempel, at han brækker hoften. Det vil vi gerne forebygge, det er en af vores vigtigste opgaver, fortæller hun.

Kræver et lidt større eftersyn

Det bliver aftalt, at den ældre herre med Parkinson skal indlægges.

- Min kollega har konsulteret en neurolog i Roskilde, der er inde på, at han måske får for meget medicin, så han kræver et lidt større eftersyn, og så kan vi få kontaktet kommunen og aftalt, at han skal have mere støtte, fortæller hun.

På akutafdelingen kan selv skader, der umiddelbart ser små ud, vise sig at være alvorlige. Lidt senere på aftenen ankommer der en kvindelig patient med en skade, der ved først øjesyn ser uskyldig ud.

- Hvad er der sket med dig, spørger Christina Dichow Lund.

- Jeg faldt over nogle rødder, der stak op af asfalten, og så tog jeg fra med hænderne, forklarer Ulla Nielsen, der er fra Nykøbing. 

Hun har viklet et klæde om hånden, og Christina Dichow Lund får viklet forbindingen af og ser på en lillefinger, der bløder kraftigt fra et dybt sår.

- Har du brug for noget smertestillende? Det skal vi have taget et røntgenbillede af, forklarer hun.

Tak for jeres venlighed

Efter røntgen er Ulla Nielsen tilbage på afdelingen, og hun bliver installeret på en stue. Hun skal op på operationsgangen. Lillefingeren på højre hånd er brækket og skal opereres med det samme.

På få timer har personalet behandlet både børn med småskader, ældre patienter med komplekse sygdomme og akutte brud, der krævede operation.

Afdelingen summer som en stille, kontrolleret travlhed. En monitor, der overvåger en hjerterytme, bipper forsigtigt i hjørnet. En chauffør fra Flextrafik triller afsted med en patient i kørestol. Flere gange i løbet af aftenen høres et ”Tak for jeres venlighed”, når patienterne går ud af skydedøren og ud i den kølige martsaften.