Ildens spor

Tilbage står kun forkullede murbrokker efter den voldsomme brand på Rasmus Sigvardtsvej i Orehoved, hvor familiens store hus natten til søndag blev totalt ødelagt af flammerne. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Kæmpehus ved vandet brændt ned: - Lugten hænger stadig i luften

Brandfolk arbejdede søndag formiddag stadig mellem rygende murbrokker på Rasmus Sigvardtsvej i Orehoved, hvor familiens over 200 kvadratmeter store hus er totalt ødelagt efter nattens voldsomme brand.

Offentliggjort
Sådan så det store hus ved vandet i Orehoved ud før nattens voldsomme brand, der lagde hele ejendommen i ruiner. Screendump fra Google Maps

Der lugter stadig kraftigt af røg på Rasmus Sigvardtsvej i Orehoved søndag formiddag, hvor et over 200 kvadratmeter stort parcelhus natten til søndag blev flammernes bytte.

Da Folketidendes reporter ankommer til den lille vej ud mod vandet, er der fortsat brandfolk på stedet. Grusvejen er våd efter nattens massive slukningsarbejde, og mellem de forkullede murbrokker arbejder brandfolkene stadig med efterslukning.

Under de sammenstyrtede rester gemmer der sig fortsat varme lommer.

- Der ligger noget under murbrokkerne, som kan risikere at starte op igen, så de planlægger at give det noget skum, der kan kvæle det, fortæller reporter Bjørn Brylle Petersen fra stedet.

Det store hus på nummer 9 er totalt ødelagt. Tilbage står kun sorte rester af det, naboer beskriver som det største og flotteste hus på vejen.

Hvorfor er det så lyst udenfor?

En genbo blev vækket midt om natten af det voldsomme lys fra branden.

- Jeg tænkte, hvorfor er det så lyst udenfor?, fortæller naboen til Folketidende.

Kort efter opdagede hun flammerne og de mange udrykningskøretøjer foran huset.

Ifølge indsatsleder Bo Løfstedt Andersen var huset allerede overtændt, da brandvæsenet nåede frem kort efter klokken tre natten til søndag. Omkring 20 brandfolk fra flere stationer deltog i indsatsen.

Familien på tre, der boede i huset, nåede uskadt ud.

Politiet skal nu undersøge brandårsagen nærmere.