Fra venstre er det Ole Poulsen, Kurt Wiell og Carsten Funch Rasmussen - næstformand, kasserer og formand for Lolland-Falsters Veteran Klub - ved sidste års Saxine Biler. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen
Knallertvikinger og drengerøvsbiler indtager en bymidte
Saxine Biler hedder det arrangement, som lørdag den 9. maj går efter at tiltrække omkring 300 klassikere og veterankøretøjer i Sakskøbings bymidte.
Det er en hyldest til klassiske køretøjer og veterankøretøjer. Og lørdagens Saxine Biler tiltrækker folk og køretøjer fra hele landet og fra Tyskland.
Om Saxine Biler
Man kan læse mere om det kommende træf for veterankøretøjer i Sakskøbing på facebooksiden Saxine-biler og på hjemmesiden www.saxine-biler.dk.
Det er også her, man vil kunne tilmelde sig med sit køretøj, som skal være mindst 25 år gammelt, og både busser, lastbiler, knallerter, biler og flere andre typer køretøjer er mere end velkomne.
Det er Sakskøbings smilende vandtårn "Saxine", der har inspireret til navnet.
Lolland-Falsters Veteran Klub blev stiftet den 13. februar 1991 og samler ejere og andre, der har interesse i veterankøretøjer - uanset om de har to, tre, fire eller flere hjul.
- Det er tredje gang, vi prøver at arrangere det her store biltræf sammen med Lolland-Falsters Veteran Klub, og i år håber vi på at kunne runde de 300 tilmeldinger, fortæller Jan Herluf Petersen på vegne af Sakskøbing Handelsstandsforening.
Han var selv en tur i tyske Burg sidste år på en inviteret tur for at se, hvordan et biltræf med masser klassikere og veterankøretøjer kan se ud syd for grænsen.
Samler 600 i Burg
- I Burg er der 600 køretøjer med, og hele byen er nærmest bygget til at kunne tage sådan et arrangement med masser af plads foran butikkerne til de mange biler. Men her i Sakskøbing er vi også ved godt mod, for der er udsigt til godt lørdagsvejr og ikke så meget vind, og så har vi foreløbig rundet 200 tilmeldinger på et tidspunkt, hvor vi ikke plejer at have så mange allerede. Det tegner lovende, lyder det forventningsfuldt fra Jan H. Petersen.
Lokale knallerter er med
Begivenheden fylder som nævnt Sakskøbing by med biler og er en del af en større aktivitetsdag, der involverer musik, stadepladser og naturligvis dommervotering og præmieuddelinger blandt de deltagende køretøjer.
Man kan kalde det for drengerøvsbiler
Jan H. Petersen
Også den lokale Puch Vikings Lowlands viser masser af knallerter frem i løbet af lørdagen. Her er der i øvrigt en del afspærring rundt omkring i byen, som naturligvis skal respekteres, og de første køretøjer ankommer til byen klokken 8 om morgenen.
Larmende besøg fra Jylland
Herefter går det slag i slag med blandt andet tambourkorps-musik og borgmestertale klokken 10 samt et nyt tiltag i dette års store biltræf.
- Vi får besøg af Loud 'n Proud, som er en gruppe med masser af det, man kan kalde for drengerøvsbiler. De kommer allerede til byen fredag, og der er sat en 6-8 telte op til dem på forhånd. Det er da meget sjovt, at de vil køre herover fra Jylland. Jeg er sikker på, man kommer til at kunne høre dem rundt omkring i byen, fortæller Jan H. Petersen.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Hvorfor skal et datacenter på Nordfalster sluge al vores grønne strøm?
NFC-rengøringssag forsvandt fra dagsordenen: Her er forklaringen
Syv anholdt i stor narkoaktion på Lolland
Nykøbing-rektor reagerer på sammenlægning
Efter stor forandring: Nu reagerer Lolland-rektorer
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet