Han mistede underbenet – nu holder sygehus og kommune sammen øje med det andet ben

- Det her, det er resultatet af en dårlig livsstil gennem mange år.

Michael Haubjerg peger på sit venstre ben, der er amputeret lige under knæet. 

- Lægen sagde det ligeud. Der var heldigvis ikke så meget væven. Jeg fik at vide, at hver eneste cigaret betød, at mit ben fik det værre. Jeg var bagud på point, fortæller han.

Det var i 2021. Ortopædkirurgerne kæmpede for at forsøge at redde Michael Haubjergs ben.

- Det var et hyr. Det var ud og ind af sygehuset konstant. Det ben lavede så meget ballade, siger han.

Der var åreforkalkning og rosen i benet – og der var blodforgiftning.

- Jeg droppede smøgerne, jeg røg 30-40 styk om dagen, men altså for sent, fortæller den tidligere skovarbejder.

Så desværre lykkedes det ikke at redde benet.

- De brugte salamimetoden, siger Michael Haubjerg, der, trods den alvorlige situation, har bevaret sin humoristiske sans.

For først forsøgte lægerne at amputere en tå, så alle tæer, så forfoden – og til sidst altså underbenet og foden, fortæller han.

I dag har Michael Haubjerg en benprotese og en kørestol.

- Det begrænser mig ikke, jeg klarer mig og har et godt liv, men det er ekstra arbejde for min kone, fortæller han.

Desværre slipper Michael Haubjerg ikke helt for at have læger og sygeplejersker som faste følgesvende i sit liv. Undervejs i det langstrakte forløb fik han diabetes og på knysten af højre storetå har han et kronisk sår, der ikke vil hele.

- Det betød, at jeg skulle lære dét med diabetes, at vi skulle have styr på, hvad jeg skulle og hvad jeg absolut ikke skulle, siger han. 

Alle hører det samme

Og det med at lære at leve med sin diabetes og et kronisk sår, der skal passes og plejes grundigt, har han fået hjælp til på ortopædkirurgisk afdeling på sygehuset i Nykøbing. Her har han været tilknyttet det såkaldte MDT – Ambulatorium. 

MDT står for multidisciplinært team – og tricket her er, at der er hele fire faggrupper, der ser patienten i én konsultation.

- Vi vil gerne prøve at spare patienten for nogle hospitalsbesøg, det kan være lidt tungt for dem, fordi de går til rigeligt med kontroller i forvejen, fortæller Louise Damgaard Høegh, der er speciallæge i ortopædkirurgi.

Til konsultationen er der en ortopædkirurg, en sårsygeplejerske, en sygeplejerske fra diabetesambulatoriet og en fodterapeut.

På den måde kan man komme rundt om hele patienten i stedet for at patienten skal afsted til fire forskellige besøg. 

- Det er virkelig dejligt. Det er en god ting, at alle er der samtidig – og at alle hører det samme, siger Michael Haubjerg.

- Så kan de ikke bagefter komme og sige, at det har de ikke sagt. De er nødt til at være enige, siger han.

Bange for, at vi skærer benet af

Til konsultationen bliver der spurgt bredt ind og lagt en plan.

- Vi spørger ind til livsstil, hvem der kontrollerer deres sukkersyge, om de er tilfredse med den kontrol. Vi taler om åreforkalkning og spørger ind til, hvordan deres hverdag egentlig ser ud og hænger sammen, fortæller Louise Damgaard Høegh.

- Vi kan opleve, at patienterne er dødbange for, at vi skærer benet af dem, men vi er ikke farlige, vi vil tværtimod gerne forebygge, siger hun.

Også det kroniske sår på Michael Haubjergs højre storetå er der styr på. Det sker via Telesår. Det er et samarbejde mellem sygehuset og kommunernes sårsygeplejersker, hvor sårpatienter følges digitalt via én fælles journal.

- Når en patient udskrives herfra, har vi lagt en plan for, hvordan såret skal plejes. Det følger sårsygeplejerskerne i kommunerne op på via vores fælles journal, og vi kan skrive beskeder og stille spørgsmål til hinanden og lægge billeder ind, hvis der er tvivl om noget, fortæller sårsygeplejerske Else Sværke.

Læs også

En dag på ortopædkirurgisk afdeling: Her hjælper de patienter med brud og sår

Ingen klager

For Michael Haubjerg betyder det, at der hver anden dag kommer en sygeplejerske og plejer såret hjemme i boligen i Stubberup ved Nykøbing.

- Det er jeg meget tilfreds med, jeg har slet ingen klager, Telesår er så smart. Det betyder, at alle er med på, hvordan det her sår skal behandles. De har virkelig lagt sig i selen – og jeg kan også selv skrive ind og stille spørgsmål, som sygehusets personale, så svarer på, siger Michael Haubjerg.