Sport

NFH har afløseren for norske Caroline Aar klar. Den nye spiller (billedet) har tegnet en treårig kontrakt med falstringerne. Foto: NFH

NFH henter afløser for norsk spiller

Den nye spiller kommer fra en af falstringernes ligakonkurrenter og har skrevet en treårig kontrakt.

Offentliggjort

Forberedelserne frem mod næste sæson er i fuld gang i håndboldligaklubben NFH.

Tidligere på måneden meddelte klubben, at den norske stregspiller Caroline Aar, der i øjeblikket er gravid, stopper karrieren efter denne sæson.

Og nu er afløseren så klar. NFH har nemlig hentet en erstatning hos ligakonkurrenterne Silkeborg-Voel KFUM.

Det er Boline Laursen, som for få dage siden fyldte 21 år. Til sommer skifter hun Silkeborg-Voels grønne trøje ud med NFH's gule.

Boline Laursen har også spillet for Skanderborg Håndbold, og i sæsonen 2024/25 blev hun kåret til årets kvindelige talent af spillerne i Kvindeligaen, 1. division samt de udlandsprofessionelle danske spillere. 

NFH-træner Niels Agesen ser store fremtidsmuligheder i det unge talent.

- Vi tror på, at Boline har potentialet til at nå rigtig langt. Hvis vi i vores miljø, med en kombination af struktur, krav og tillid, kan skubbe hende yderligere i den rigtige retning, tror vi på, at hun kan udvikle sig mod de bedste på sin position.

- Det bliver en spændende opgave, som vi glæder os meget til, siger han i en pressemeddelelse.

Mødte NFH i onsdags

Boline Laursen stod overfor NFH så sent som i onsdags, hvor falstringerne vandt en storsejr på 21-35 i Silkeborg og spillede sig videre til kvartfinalerne i pokalturneringen.

Her scorede hun fire gange mod sine kommende klub.

- Jeg har haft en rigtig god dialog med Niels om klubbens sportslige ambitioner, og hvordan jeg passer ind i dem. Jeg føler mig tryg ved, at NFH er et sted, hvor der er plads til udvikling, samtidig med at man kæmper med om de sjove placeringer.

– NFH spiller noget fedt håndbold. Jeg kender flere af spillerne, og hele miljøet og fansene omkring klubben tiltaler mig rigtig meget, siger hun.

Niels Agesen fremhæver flere ting ved den 21-årige stregspiller.

- Boline kommer med en rigtig god kombination af fysik og spilforståelse, som kun få danske stregspillere har. Hun har nogle kvaliteter, som gør hende utrolig spændende for os, siger han.

Og Boline Laursen glæder sig til at prøve sig selv af i nye omgivelser.

- Jeg føler mig tryg ved, at NFH er et sted, hvor der er plads til udvikling, samtidig med at man kæmper med om de sjove placeringer, siger hun.

Boline Laursen begynder i NFH 1. juli næste år og har fået en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2030.