Guldborgsund

Frokostrummet i Krokodille Zoo, som det så ud ved Arbejdstilsynets besøg i december 2024. Foto: Arbejdstilsynet

Død kanin i frokoststuen og mulige ekskrementer i køleskabet: Her er synet, der mødte Arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet var 10. december 2024 på besøg i Krokodille Zoo. Tilsynet kastede syv påbud, to strakspåbud og fem påtaler af sig, blandt andet på grund af betydelig risiko for alvorlig personskade.

Offentliggjort

Arbejdstilsynet gav påbud til Krokodille Zoo

  • Arbejdstilsynet gav i december 2024 syv påbud, heraf to strakspåbud, efter et besøg i Krokodille Zoo. Tilsynet pegede blandt andet på risiko for fald ved pumaerne og ustabile pallereoler i værkstedet.
  • Der blev også fundet problemer med hygiejne og sikkerhedsprocedurer ved arbejdet med krokodiller. Zoo har efterfølgende fulgt op, og senere tilsyn gav ingen anmærkninger.

Pallereolerne var i fare for at styrte sammen. Pumaerne kunne stikke en pote gennem metalgitteret og rive medarbejderne i armen. Ansatte kunne risikere at blive lukket inde i fryserummet, der var propfyldt med døde dyr.

Det var blandt andet, hvad der mødte Arbejdstilsynets to medarbejdere, da de besøgte Krokodille Zoo 10. december 2024.

Besøget affødte syv påbud, to strakspåbud og fem påtaler.

En ansats jakke havde rivemærker efter arbejdet ved pumaerne få dage før besøget. Foto: Arbejdstilsynet

Risiko for nedstyrtning

Når ansatte skulle lukke af mellem de to pumaindhegninger, skulle de op på en stige i cirka to meters højde. I det arbejde var den ansattes ene hånd nær gitteret til pumaerne, oplyste de ansatte til Arbejdstilsynet.

Én af de ansatte fortalte, at en puma cirka ti dage før besøget havde kradset vedkommende på ærmet.

Arbejdstilsynet gav Krokodille Zoo et strakspåbud, så virksomheden skulle sikre "effektive foranstaltninger til at forebygge risikoen for nedstyrtning" ved de ansattes arbejde ved anlægget.

Et andet sted med risiko for styrt var i værkstedsbygningen.

En pallereol vurderes at udgøre en betydelig fare for alvorlig personskade. Foto: Arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet vurderede, at pallereolerne risikerede at styrte sammen, og at det udgjorde en "betydelig fare for alvorlig personskade" som kranie-, knoglebrud eller fastklemning, hvis det skete.

Også det kastede et strakspåbud af sig.

Frokost, lort og død kanin

I et snavset køleskab, hvor der var opbevaret mad, lå der i grøntsagsskuffen en pose med et mørkt indhold. Der var ingen, som definitivt kunne forklare, hvad posen indeholdt, men ansatte fortalte, at den kunne indeholde ekskrementer fra dyr.

I "Frugtrummet" var en bordplade, hvor de ansatte kunne tilberede frugt, grøntsager og anden mad til dyrene. I sig selv måske ikke bemærkelsesværdigt, men blandt dyrenes mad stod også de ansattes mad- og drikkevarer.

Og så blev der i samme rum også håndteret en netop aflivet kanin.

I "Garagen" stod et snavset køleskab med madvarer og en mørk pose med et udefinerbart indhold. Måske dyreekskrementer, mente de ansatte. Foto: Arbejdstilsynet

Observatør

Der var risiko for at blive lukket inde i fryserummet, hvor man skulle bevæge sig igennem bunken af døde dyr. Foto: Arbejdstilsynet

Når ansatte i 2024 skulle muge ud i indhegningerne, var der ifølge de ansatte en særlig arbejdsgang.

De ansatte fortalte, at én eller to skulle ned i indhegningen, mens en tredje stod oppe på kanten og observerede krokodillerne. Arbejdstilsynet mente, at det var uklart, hvordan den tredje ansatte skulle risikovurdere og hvordan evakueringen fra en farlig situation skulle foregå.

Arbejdstilsynets påbud for dette forhold bundede i, at de ansatte udførte arbejde ved og inde ved krokodillerne, hvor de "udsatte sig selv for en risiko for at få en arbejdsskade", og at der ikke var en tydelig procedure for risikovurdering, sikkerhed og evakuering i arbejdet med farlige dyr.

Vil ikke udtale sig

Krokodille Zoo har siden fulgt op på påbuddene, og senere tilsyn affødte ingen anmærkninger. Folketidende har forsøgt at få en kommentar fra direktør René Hedegaard samt bestyrelsen i Fonden Krokodille Zoo.

René Hedegaard vil fortsat ikke udtale sig og henviser til, at hans bestyrelse ikke ønsker, at han stiller op til interview.

Folketidende har rakt ud til bestyrelsesmedlem Henrik Høegh-Andersen for en kommentar til de nye oplysninger. Det har fredag ikke været muligt at få en kommentar fra bestyrelsesmedlemmet.

Han har tidligere sagt, at han ser de nuværende historier i medierne som en direkte modarbejdelse af direktør René Hedegaard.

- Vi har lavet nogle aftaler, og vi synes også, at vi har fået løst konflikten og fået løst det på en god måde også med 3F. Derfor er vi lidt uforstående overfor, at vi får den her nu, sagde han.