Krimi

Torsdag kommer anklager og forsvarer med sine afsluttende bemærkninger om skyld. Arkivfoto: Anders Knudsen

Skyldig eller ej? Sag mod plejefar nærmer sig afgørelse

Vidnerne er færdige, og beviserne er lagt frem. Torsdag begynder opgøret om, hvordan retten skal forstå sagen mod den 58-årige plejefar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sagen kort

  • En 58-årig mand fra Lolland er tiltalt for gennem flere år at have groomet, voldtaget og truet sin plejedatter, som i dag er 16 år.

  • Ifølge anklagemyndigheden fandt overgrebene sted fra sommeren 2023 og frem til august 2025. Pigen var omkring 13 til 15 år i perioden.

  • Den tiltalte nægter sig skyldig i alle forhold.

  • Sagen behandles ved Retten i Nykøbing som en nævningesag over seks retsdage. Under sagen er blandt andre den 16-årige pige, hendes biologiske mor, den tiltaltes kone, fagpersoner og en mangeårig ven af den tiltalte blevet afhørt.

  • Den tiltalte har erkendt, at den skriftlige kontakt mellem ham og pigen var upassende, men han afviser, at han har haft seksuelle intentioner eller begået overgreb.

Fire retsdage med forklaringer, beskeder og afhøringer er overstået - torsdag går nævningesagen mod en 58-årig plejefar fra Lolland ind i en ny fase.

Nu skal senioranklager Charlotte Skovmand og forsvarsadvokat David Francis Lublin hver især samle sagen og forklare de tre juridiske dommere og otte nævninge, hvordan de mener, beviserne skal forstås.

Den 58-årige mand er tiltalt for gennem godt to år at have groomet, voldtaget og truet sin plejedatter, som i dag er 16 år. Han nægter sig skyldig i alle anklager.

Nu skal beviserne vejes

Gennem de første fire retsdage har retten blandt andet hørt forklaringer fra den tiltalte, plejedatteren, familiemedlemmer, fagpersoner, en mangeårig ven og familiens to andre plejebørn.

Samtidig er den omfattende skriftlige kontakt mellem plejefaren og pigen blevet gennemgået, ligesom retten har set materiale fra den tiltaltes telefon og sociale medier.

Torsdag er det slut med nye vidner. Her begynder proceduren, hvor anklager og forsvarer skal argumentere for, hvilke oplysninger retten skal lægge vægt på, og hvordan de samlet bør vurderes.

Fordi der er tale om en nævningesag, skal parterne først argumentere for skyldsspørgsmålet. Herefter skal retten tage stilling til, om den 58-årige er skyldig.

Hvis han findes skyldig, følger en ny runde, hvor parterne argumenterer for straffen.

Det er endnu uklart, om retten når frem til en skyldkendelse allerede torsdag, eller om den først kommer fredag.

Folketidende vil torsdag være på plads og liveblogge fra sagen. Den begynder klokken 9.30.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.