Gaia Bredgaard er klar i spyttet. Det går ud over unge i hele landet, når politikerne sparer på uddannelserne.
- Vi ved udmærket godt, hvor lang tid man bruger om ugen på at gå i skole. Når politikerne tager vores SU og siger "Jamen så må du jo bare finde et job," så ved vi godt, at det kan man ikke bare, siger elevrådsformand på Maribo Gymnasium, Gaia Bredgaard.
Hun peger på, at forslaget om at fjerne SU'en for hjemmeboende studerende, hvis deres forældre samlet tjener mere end cirka 710.000 kroner om året, kommer til at øge uligheden.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik var medianlønnen i 2025 på 48.700 kroner om måneden. Det betyder, at to personer med en løn svarende til medianlønnen samlet tjener knap 1,2 millioner kroner om året. Medianlønnen er den mest korrekte måling for gennemsnitslønnen, da den tager højde for direktørlønninger og andre høje lønninger.
Regeringens forslag lægger op til, at unge, hvis forældre tjener mere end 29.584 kroner om måneden hver, skal fratages deres månedlige SU, hvis de stadig bor hjemme.
Maribo Gymnasium var langt mere stille i løbet af onsdagen, end det plejer at være. Arkivfoto: Anders Knudsen
- Hvis man er over 18 år, og ens forældre ikke hjælper finansielt, kan det være rigtig svært at stå på lige fod med de andre elever, siger Gaia Bredgaard.
Alle bliver ramt
Politikerne skal have at vide, at deres forslag går hårdt ud over unge, som er vokset op med fortællingen om, at de kan regne med, at systemet støtter dem, når de skal give deres fulde fokus til studiet, mener elevrådsformanden.
- Derfor nedlægger vi undervisningen. Vi siger til vores lærere "I er ikke velkomne i dag". De elever, der har mulighed for det, tager til demonstrationer i København, siger Gaia Bredgaard, som bliver på gymnasiet for at sikre sig, at lærerne forbliver indespærret på lærerværelset.
- Alle unge, selv os fra lillebitte Maribo, hvor vi er et gymnasium på 300 elever, jamen, der rammer forslaget os stadig, siger Gaia Bredgaard.
Der er især utilfredshed med regeringspartiet SF, som op til valget fastholdt, at partiet ikke ville forringe SU'en.
- Det er et fuldtidsarbejde at være i skole. At have et deltidsarbejde eller fritidsarbejde ved siden af er en kæmpestor belastning, når du også har afleveringer, lektier, familie, venner og sociale relationer, der skal opretholdes. Samtidig har vi et ansvar over for samfundet for at klare os godt i skolen, siger elevrådsformanden.
Også strejke i Nakskov
På Nakskov Gymnasium har eleverne også taget drastiske midler i brug for at protestere mod regeringens SU-forslag.
Eleverne på Nakskov Gymnasium har blokeret indgangene i protest mod regeringens SU-forslag. Fra venstre ses Sebastian, Malte, Oliver, August, Sophia, Jasmin, Kathrine, Vigdis og Freja. Foto: Mikkel Baun Jørgensen
Her har eleverne blokeret indgangene til dele af gymnasiet med borde, stole og reoler, så lærerne ikke kan komme ind.
- Vi vil sende et budskab om, at det ikke er okay, at de vil tage vores SU væk, siger Alberte, der går i 1.g.
Hun frygter, at forslaget vil få store konsekvenser for elevernes økonomi.
- Det vil betyde, at rigtig mange af os ikke vil kunne flytte hjemmefra lige så hurtigt, som vi ønsker, eller betale for nogle af de ting, vi skal betale for, når vi går på gymnasiet, siger hun.
Også eleven Mikkel Baun Jørgensen er frustreret. Han peger på, at unge på Lolland-Falster i forvejen har særlige udfordringer med transporten.
- Vi har ikke nogen busser og sådan noget. Mange er nødt til at bruge deres egne penge på at transportere sig til gymnasiet, siger han.
Derfor mener han, at en beskæring af SU'en vil ramme ekstra hårdt.
- Det gør det jo endnu sværere at komme i skole, når man samtidig skal søge mere arbejde ved siden af for at få det til at hænge sammen, siger Mikkel Baun Jørgensen.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Arkæologer gør uventet fund på historisk grund
Vagn tilbyder 5.000 kvadratmeter jord helt gratis – men ingen vil dyrke den
Har låst lærerne inde: - Vi er nogle meget intimiderende vagter
Betina skal til Doha: Gør sig klar med træning i den danske kulde
400 mystiske bookinger: John må lege detektiv hver eneste morgen
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok