Tine Hansen og Christina Figgé forsøger hver dag at gribe de mest udsatte

Klokken 7.30 tænder socialsygeplejerske Tine Hansen sin computer på sit kontor på Sjællands Universitetshospital i Nykøbing. Dagens første kop kaffe er hældt op. 

- Jeg starter med at kigge på min patientliste. Hvordan er det gået med dem, jeg havde i går – og så tjekker jeg, hvad der er kommet ind på Akutten, og hvem der ligger på Mave- Tarm Afdelingen, som har mange af vores sårbare patienter, fortæller hun.

Tid til at undre sig

Socialsygeplejerskerne bliver hidkaldt af de enkelte afdelinger og er også selv opsøgende og tjekker op på, om der er nogle patienter, de skal tage sig af.

- Vi kigger meget på det samlede billede. Hvorfor kommer den patient igen, og hvorfor kommer han om aftenen? Og var der ikke noget med det og det. Vi har tiden til at undre os, og vi har en del gengangere, som vi kender rigtig godt, fortæller Tine Hansen.

Lidt i otte møder hendes kollega, Christina Figgé, ind på deres fælles kontor, og de gennemgår dagen sammen, før Tine Hansen snupper morgenmødet med Akutafdelingen, som de holder hver morgen kl. otte.

- Det har været en rolig nat i Akutafdelingen, og så er der et par patienter, som jeg lige skal forbi for at se til, siger Tine Hansen og går af sted mod Hjerteafdelingen.

- Jeg har en patient, som jeg har talt med flere gange, og som har været indlagt de sidste par dage på Kardiologisk Afdeling, det er nok mest, fordi det var der, der var en plads. Han skal muligvis udskrives i dag, og så skal jeg lige vurdere, hvor han er i forhold til, at vi kan tage snakken om, hvad han skal huske nu, hvor han skal hjem, fortæller hun.

Patienten er 66 år, kendt med psykisk diagnose, har haft kræft, og er kendt med misbrug af alkohol. Ved indlæggelsen var han dog ikke påvirket af alkohol, men han var faldet i eget hjem.

- Det kan være væskemangel og en saltbalance, der er helt i bund, og jeg har fundet ud af, at han hører meget dårligt, fordi ørerne er fyldt med voks, og det skal vi have ham til egen læge for at få fjernet, for det kan påvirke hans livskvalitet meget, at han ikke kan høre, fortæller Tine Hansen.

Undervejs i forløbet har hun talt med kommunen og fundet ud af, at han får hjemmepleje og har en bostøtte. 

- Vi skal også lige kigge på, om han har noget tøj, og ellers får han noget fra vores tøjskab. Nogle gange bliver man jo indlagt, fordi man har været besvimet, og så kan man have haft afgang af urin og afføring, og så har vi i samarbejde med Dansk Røde Kors sørget for, at sygehuset har et klædeskab, hvor vi kan hente tøj og sko, så de kan komme hjem i noget pænt tøj, fortæller hun.

I mellemtiden bliver Christina Figgé, der sidder på kontoret, ringet op af Rusmiddelcentret. En af de borgere, som centret har tilknyttet, er blevet indlagt i Akutafdelingen.

- Rusmiddelcentret har ringet og spurgt, om vi kan kigge til ham. Han køber sine stoffer på det sorte marked, og han har det rigtig skidt. Han ser og hører ting, som vi andre ikke kan se, han har en behandler, der er bekymret for ham, fortæller hun.

Det bliver efterfølgende aftalt, at borgeren skal ses af socialsygeplejersken på Oringe, det psykiatriske sygehus i Vordingborg, hvor de vælger at indlægge ham.

Skal sikre at der bliver fulgt op

Telefonen ringer flittigt, for de to socialsygeplejersker har en stor berøringsflade med systemet udenfor sygehuset. De taler med gademedarbejdere, med bostøtter, med rusmiddelkonsulenter og andre kommunale medarbejdere for at sikre, at der bliver fulgt op, når patienterne bliver udskrevet.

- Det kan for eksempel være, om de selv kan følge op på diverse aftaler, og om det er realistisk. Når de er herinde, kommer vi som personale med dagsordenen, mad og tøj, og de kan få en hånd frem og tilbage til toilettet. Pludselig bliver patienterne udskrevet og efterladt alene derhjemme, fordi de har sagt nej til hjælp fra kommunen. I de situationer tager vi fat i kommunen og spørger, om de vil følge op, fordi vi bekymrer os, siger Christina Figgé.

De kan selvfølgelig sige nej

Tine Hansen og Christina Figgé oplever, at mennesker kan være meget syge på grund af deres livsstil med for meget alkohol og røg, men der er også mennesker, der er væltet på grund af livets omstændigheder som skilsmisse eller et misbrug ingen vidste noget om. 

- Vores samarbejdspartnere er med på, at vi skal spille hinanden stærke, og vi tager hinanden alvorligt. Vi er helt enige om, at vi arbejder for lighed i sundhed, og vi arbejder for at patienterne ikke bliver tabt imellem instanserne, siger Christina Figgé.

Men det er ikke altid patienterne vil eller magter at ændre på deres situation.

- Jeg kan have nogle ønsker til patienten, og de kan selvfølgelig sige nej. Det er de små skridt. Det gælder om at motivere dem, og det hele afhænger af, hvad de har med sig bagagen, og hvad de har af netværk, bolig og indkomst, fortæller hun – og bliver afbrudt af telefonen, der ringer. 

Imens er Tine Hansen nået op til Kardiologisk Afdeling for at tale med personalet på afdelingen og høre, hvad de oplever og tænker om den 66-årige patients situation. Patienten selv kan hun dog ikke komme til at tale med, for han er faldet i søvn ovenpå en travl nat.

- Vi har slet ikke kunne få ham til ro. Han har været meget oppe og inde på de andre patienters stuer. Han har også været på toilettet, hvor han slet ikke kan styre det selv, så vi skal have kigget på, om han skal i en plejebolig, fortæller en kollega på afdelingen og de aftaler, at lade ham sove – og at Tine Hansen vender tilbage om halvanden times tid.

En anden patienttype

Nede i Akutafdelingen ser Christina Figgé til en ung mand, der er kommet ind. Han er 26 år, bor på et bosted, hvor man håndterer patienter med dobbeltdiagnose – og han har et massivt forbrug af piller og kokain, og har haft nogle hårde dage. Nu er han væltet og kom ind i ambulance.

- Jeg kommer egentlig fra Valby, men har boet lidt rundt omkring hos venner og været sofasurfer de seneste år, fortæller han. 

Drømmene for sit liv venter han lidt med.

- Jeg har talt med en på rusmiddelcentret, og vi prøver at lægge en ugeplan, jeg skal lige have styr på det. Men jeg vil gerne væk fra Lolland – der sker jo ingenting her, fortæller han.

Da han allerede er en del af systemet , er den behandling, der tilbydes, at han får taget nogle blodprøver og får målt sin hjerterytme via et EKG, at hans behandler bliver orienteret, og at han bliver kørt hjem til sit bosted.

- Her er min rolle at sikre, at personalet tilbyder ham optimal abstinensbehandling og at støtte ham til at modtage den nødvendige behandling under hans ophold på sygehuset.  Jeg deltog i blodprøvetagning og EKG. Jeg udleverede cigaretter og fulgte ham op og ryge for at sikre, at han ikke gik hjem. Og jeg roste ham for at have været hos os i 1,5time, for han plejer at gå, så snart han kan, fortæller Christina Figgé.

Patienten får et brev

Tine Hansen er tilbage på Kardiologisk Afdeling for at se til den trætte patient. Hun prøver at spørge ind og vil gerne fortælle ham, at han skal opsøge egen læge, men han er for træt.

- Du er godt nok langt væk og træt, siger hun. Men hun opnår ikke kontakt. I stedet sætter hun sig og skriver et brev til ham og hans bostøtte, hvor hun ridser op, hvad han skal huske, når han kommer hjem. 

- Jeg kan godt være usikker på, hvad der sker, når han kommer hjem. Jeg vil ringe til bostøtten og sørge for, at der er nogen til at tage imod, så vi ikke får en genindlæggelse. Så vi skal måske lige stille spørgsmål ved, om han er klar til at komme hjem. Det skal jeg lige ned og kigge på, fortæller hun.

En dag på sygehuset, der startede roligt, endte alligevel travl – og undervejs mødte de mange svære menneskeliv.

- Vores patienter har brug for det overskud, som vi kommer med. I dag er vi dykket ned i mange situationer og dagen har været sigende for den måde, vi arbejder på. Der er et pres på, at patienterne ikke skal ligge her mere end nødvendig, så vi skal løse problemerne her og nu, siger Tine Hansen.

- Det handler sommetider om at få lagt en realistisk plan, hvis man har diabetes, så kan man ikke måle sit blodsukker fem gange i døgnet, hvis man bor på gaden, og hvis ens kost er flydende, hvornår spiser man så, siger Christina Figgé.

Derfor valgte de jobbet

Arbejdsdagen begyndte roligt, men endte med flere patienter, flere telefonopkald og flere bekymringer, der skulle sendes videre til de rigtige mennesker. For Tine Hansen og Christina Figgé er det netop dér, arbejdet giver mening: i de situationer, hvor et menneske risikerer bare at blive til en diagnose, et misbrug eller en udskrivelse.

For Tine Hansen begyndte interessen for de udsatte patienter allerede, da hun afsluttede sin uddannelse.

- Helt tilbage til da jeg afsluttede min uddannelse, skrev jeg om sygepleje til alkoholikere. Da jeg var på intensivafdelingen i Nakskov, var det hos mig, de udsatte landede. Jeg er optaget af, at alle skal have lige ret til samme behandling, for løfter vi de sårbare, så løfter vi alle. Jeg synes, at vi har en forpligtelse. Det er hjemmefra, jeg har det. Min mor havde et kæmpe omsorgsgen og arbejdede på et plejehjem, og lærte mig at inden man forlader en stue, vender man sig om, ser sig tilbage, og tænker, er det godt nok, fortæller Tine Hansen.

Christina Figgé har arbejdet på Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, som var optage område for gadens folk fra Vesterbro.

- Vi skulle finde ud af hvordan de kunne holde ud af at være hos os. De var meget komplekse, og det kunne jeg godt lide. Da jobbet som socialsygeplejerske blevet slået op her på sygehuset, tænkte jeg: så er det nu. Jeg har aldrig fortrudt det og nu bliver jeg helt rørt, siger Christina Figgé.

- De patienter, vi ser, har mødt så meget modgang. Men man skal bare møde en person, der vil én det godt, så kan man ændre mange ting. Jeg har ikke behov for at være en helgen. Men jeg kan sørge for, at de bliver behandlet godt her, hvor jeg arbejder. Vi skal behandle mennesker med respekt og ordentlighed, siger hun. 

Folketidende er bekendt med patienternes navne og identitet, som vi har valgt at anonymisere.