Indland

Handicapbås på parkeringspladsen ved Søndergade. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Reagerer på stjålne skilte: - Dovenskab har aldrig været et handicap

På to år modtog Danske Handicaporganisationer 762 henvendelser om stjålne parkeringskort til folk med handicap. Lokale afdelinger kalder det "dovenskab" og "tudetosset" at nogle stjæler skiltene.

Offentliggjort

Lokale handicapformænd vil stoppe misbrug af parkeringsskilte

  • Formændene i Danske Handicaporganisationer på Lolland og i Guldborgsund kalder tyveri af handicapparkeringsskilte tudetosset. Skiltene er nødvendige for borgere, der har et reelt behov for handicappladser.

  • Der er ikke meldt om lokale tyverier, men organisationen har nationalt fået 762 henvendelser i 2024 og 2025. Kenneth Nielsen peger på elektroniske skilte, mens Sussi Errebo Hansen efterlyser mere kontrol og flere parkeringsvagter.

Det er helt galt, at nogle stjæler handicapparkeringskort for selv at benytte dem til at holde på parkeringspladser til folk med handicap.

Det mener lokalformand i Danske Handicaporganisationers Guldborgsund-afdeling Kenneth Nielsen.

- Det er jo tudetosset. Der er ingen grund til at stjæle fra folk - folk, der har brug for at parkere der og har fået skiltet af samme årsag. Og dovenskab har jo aldrig været et handicap, siger han.

Skiltene sættes i vinduet som bevis på, at man har tilladelse til at holde på handicapparkeringspladser. Men nogle personer, der ikke har fået skiltene bevilget ad lovlig vej, vælger at stjæle skiltene fra biler for så selv at benytte dem. Andre sælger dem i lukkede Facebook-grupper.

Danske Handicaporganisationer har i 2024 og 2025 modtaget 762 henvendelser om stjålne handicapskilte, s

kriver DR.Straf det hårdere

Også i Lolland-afdelingen af Danske Handicaporganisationer kritiserer lokalformand Sussi Errebo Hansen, at nogle vælger at stjæle skiltene.

- Jeg synes, at det er frækt. Det er uartigt. Dem, der har skiltene, har virkelig også behovet. Så er det tarveligt at stjæle fra dem for selv at opnå en fordel, man ikke har ret til, siger hun.

Hverken i afdelingerne for Lolland eller Guldborgsund har formændene oplevet, at der lokalt er stjålet handicapparkeringskort. På grund af den landsdækkende udfordring foreslår De Konservative dog at øge straffen for at stjæle skiltene.

Retsordfører Mai Mercado (K) foreslår blandt andet, at folk der stjæler eller snyder med handicapparkeringsskilte skal have frataget førerretten.

Det forslag hilser begge lokalformænd velkomment. I Guldborgsund Kommune mener Kenneth Nielsen dog, at elektroniske skilte kan være vejen frem. I Lolland Kommune påpeger Sussi Errebo Hansen, at flere parkeringsvagter og mere kontrol med skiltene kan være en del af løsningen.

- Så vil vi også få stoppet nogle af dem, der misbruger pladserne. Samtidigt vil vi også være sikre på, at dem, som har skiltene, er de rette. Jeg synes det vil være en god idé at gøre noget, for jeg kan både høre og se, at det er et problem rundt omkring i Danmark, siger hun.