En mobiltelefon, en kop kaffe og en sonde: Små ting kan vende et forløb

På en stue på Mave-Tarm Afdelingen på Sjællands Universitetshospital i Nykøbing sidder en afkræftet, meget tynd mand i en hospitalsseng og kigger tomt ud i luften. 

Han er holdt op med at spise. Han er 66 år og kendt på sygehuset som misbruger af alkohol. Han hoster og har det skidt.

Socialsygeplejerske Tine Hansen sætter sig ved siden af sengen og begynder at tale med ham og spørge ind til, hvordan han har det.

- Vil du ikke spise, hvordan kan det være? Spørger hun.

I starten kommer svarene meget kort og meget svagt. Patienten er så afkræftet, at personalet frygter, at han har besluttet sig for ikke længere at være til. De forsøgte dagen før at give ham en sonde ned i mavesækken for at kunne give ham mad, men der var en modstand, og han bad dem om at tage det væk.

- Maden vokser sig stort i min mund, jeg har ikke noget at leve for, får han hvisket.

Er der en kontaktperson?

De taler lidt videre om, hvad han laver, når han er hjemme, og om han har nogle hobbyer. Tine Hansen spørger også ind til, om der er nogle pårørende.

Det er der ikke, siger patienten.

- Men der står i dine kontaktpapirer, at du har en kontaktperson, en kvinde, siger Tine Hansen.

- Det er en dejlig dame. Det er hende, jeg lever for, hvisker han.

Tine Hansen finder ud af, at patienten mangler sin mobiltelefon.

- Skal jeg ikke lige prøve at finde den, siger hun og går i gang med at gennemsøge hans tøj, der ligger i en gennemsigtig plasticpose. Efter lidt leden i alle lommer, finder hun mobilen og går ud til personalet for at finde en oplader, og snart ligger mobilen på sengebordet og bimler med indkomne sms´er.

Der er to socialsygeplejersker på Sjællands Universitetshospital i Nykøbing, de holder til ved Akutafdelingen og kan tilkaldes til alle afdelinger for at støtte og rådgive patienter og personalet, og de er også selv opsøgende i forhold til de patienter, de kan se, har brug for deres ekspertise. I dag er det Mave-Tarm Afdelingen, der har kaldt.

Forud for samtalen på sengestuen har Tine Hansen talt med en læge og en sygeplejerske på afdelingen.

- Jeg tror ikke, at hans situation er så god, han er helt afkræftet og skrøbelig og har ikke spist i en uge, jeg skal lige finde ud af, hvor vi er, og hvad der skal ske, og om han forstår sin situation, siger Tine Hansen.

Rører ikke maden

Både sygeplejerske og læge fortæller, at han er meget opgivende, og at han slet ikke rører maden.

- Der er ingen initiativ, han kigger bare, siger ingenting. Der er ikke noget batteri. Han har været meget afvisende overfor maden. Jeg overtalte ham til at tage medicinen. Men han skal virkelig overtales, han siger nej, forklarer sygeplejersken.

Tine Hansen lytter eftertænksomt.

- Er han der, hvor han tænker: Jeg vil ikke mere? Han ser ikke så godt ud. Det er svært at finde ud af, om han forstår, hvad vi siger. Jeg kan prøve at tale med ham og forsøge at motivere ham. Bostøtten mener at han skal have en plejebolig, eller tænker vi i et mere palliativt forløb nu, skal han dø hjemme eller kan vi gøre noget andet? Tine Hansen forsøger at spørge ind. 

Tilbage på stuen forsøger hun at motivere patienten til at forsøge med sonden igen, så han kan få noget mad, og de taler om, at han som ung spillede fodbold.

- Lige nu er du langt fra at spille fodbold. Du er så tynd, at dine muskler er begyndt at spise sig selv, det tager energien fra dig Du er så tynd, at dine muskler er begyndt at spise nogle affaldsstoffer, at tage energien fra dig, og det kan gøre dig helt tummelumsk. Så du er i en ond cirkel. For at bryde den skal du have noget mad ned i mavesækken, derfor vil personalet give dig den sonde, siger hun. 

Læs også

Tine Hansen og Christina Figgé forsøger hver dag at gribe de mest udsatte

De taler videre og efter et stykke tid beder patienten om lidt varm kaffe, der bliver hentet til ham. Tine Hansens besøg slutter med, at de aftaler, at hun må ringe til patientens kontaktperson og spørge, om hun vil komme på besøg.

Tilbage på kontoret kontakter Tine Hansen patientens kontaktperson, der vil overveje et besøg, og som samtidig fortæller at der to pårørende familiemedlemmer.

- Det er godt at vide, så kan jeg tale med patienten om, hvorvidt jeg må kontakte dem, så de kan komme og se til ham, siger Tine Hansen.

Kommer ikke med løftet pegefinger

Løbende skriver socialsygeplejerskerne notater ind på patienternes journal med deres observationer.

- Vi kan se, at dét, vi skriver, bliver læst. Vi kommer ikke med en løftet pegefinger, vi kommer bare med input, og nogle gange en anden vinkel. Det kan være værdifuld hjælp, både for personalet og for patienten, fortæller Tine Hansen, der er gået i gang med dagens notater på de patienter, hun har set.

Som noget af det sidste, før arbejdsdagen slutter, tjekker hun op i journalen på patienten på Mave-Tarm Afdelingen. Det er lykkedes dem at få anlagt en sonde.

- Så kan han stille og roligt få noget mad. Nogle gange kan det være nogle små ting, der skal vende et forløb. Det her giver chancen for at vurdere hvor han står, når han begynder at få lidt ernæring. Det er jeg glad for, nu kan vi se på, om han muligvis har en depression. Vi prøver en ekstra gang for patienten. Det er rart, at man kan sige, at det måske gør en forskel,  siger Tine Hansen.

Folketidende er bekendt med patientens navn og identitet. Patienten blev udskrevet dagen efter. Han kom hjem uden sonde, fordi den var gledet op. Hjemmeplejen har kontaktet egen læge for at få vurderet situationen.